Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

Filmen bør for neorealisterne være realistisk, åben og neutral uden nogen påfal‐
dende klipning. På denne måde skal filmen forsøge at vise virkeligheden, som den er.
Bazin og Kracauer modstiller således den formalistiske og den realistiske tendens i
film. Den realistiske tendens modsiger den klassiske filmteori ved i stedet at ville vise
hele situationer, gerne uklippet eller i få hel‐ og halvtotaler med kamerabevægelser,
hvilket blandt andet kaldes ”dybdefokus‐teknikken” eller ”den realistiske stil”. Disse
opfattelser muliggøres naturligvis af den samtidige teknologiske udvikling. Ifølge
neorealisterne har det fotografiske sprog intet sprogsystem, det har blot en umid‐
delbar betydning som virkelighedsgengivelse, altså nærmest indeksikalske spor af
virkeligheden. Bazin betragtede filmen som ”den fotografiske objektivitets fuldbyr‐
delse i tiden” (Agel 1972:110), og han mente, at med filmen var det for første gang
muligt at skabe et billede af den ydre verden uden menneskets skabende mellem‐
komst (Ibid.:111). Dette beror på en grundlæggende opfattelse af fotografiet som
udgangspunktet for de levende billeder. I fotografiet griber mennesket ikke ind, men
objektivet får beskueren til at se virkeligheden, som den i sin flygtighed ikke kan
opfattes med egne øjne, men med en opmærksomhed på virkelighedens detaljer.
Filmen er således den ultimative form for virkelighedsgengivelse, hvor tiden også
inddrages. Ud over teorierne om fotografisk realisme mente Basin også. at film‐
skaberen gennem den særlige dybdefokusæstetik og bredformatet skal forsøge at
give beskueren en så uformidlet adgang til virkeligheden som muligt i den filmiske
fremstilling, fordi det er netop den bedst anvendelige mulighed for at nå en ube‐
handlet virkelighedsformidling (Grodahl 2000: 68).
Det, Bazin og de øvrige neorealister plæderer for, vil i et multimodal socialsemiotisk
perspektiv svare til en form for semiotisk umarkerethed, hvor filmskaberen ikke
foretager påfaldende modalitetsmæssige valg, som kan rette opmærksomheden på
formen og dermed selve konstruktionen. Dermed bliver filmens fornemste mål at
indfri registerforventninger så godt som muligt. Modtageren opdager således i den
optimale neorealistiske film ikke afsenderens rolle i de levende billeder og deres
montage. En oplagt diskussion vil for multimodale socialsemiotikere være, hvorvidt
en skjult stilistik ikke er endnu mere manipulatorisk end en tydeligt subjektiv frem‐
stilling, netop fordi man foregiver at gengive virkeligheden neutralt og objektivt.
Man kan endvidere overveje, om det er illusorisk at forvente, at filmskaberen selv er
ubevidst om sine handlinger, da den dygtige neutrale filmskaber er tvunget til at
vide, hvordan han/hun udtrykker sig neutralt. For multimodale socialsemiotikere er
den neutrale form, set som umarkerede modalitetsvalg, netop blot et valg blandt
128