Multimodal Socialsemiotik & Levende Billeder

historiens fremstillinger af symbolske figurer 5 . De opregner fire grundlæggende
karakteristika, som kan kendetegne Symbolske Attributter: De kan være saliente
gennem for eksempel størrelse eller lys, de kan blive udpeget eksplicit af participant,
de kan falde udenfor sammenhængen i forhold til billedets øvrige elementer, eller de
kan være genkendelige som traditionelt symbolsk ladede elementer. Symbolske
Suggestive processer har kun tilknyttet en participant, nemlig Bærer, og den
symbolske betydning udgår fra selve denne participant selv. Kress og van Leeuwen
opregner en række (modalitets)markeringer af denne procestype, såsom farve‐ og
fokusvalg, som fremstiller Bærers mere eller mindre generaliserede essens, frem for
for eksempel Possesive attributter. Kress og van Leeuwens definition af denne
procestype er problematisk, idet de symbolsk suggestive processer defineres ved
kendetegn, som mere hører til den interpersonelle betydning. Måske kunne man
inddrage en procestype kaldet Symbolsk Reference i stedet, og overlade den sugge‐
stive betydning til den interpersonelle metafunktion, som en afsenderrelateret ind‐
kodning af subjektivitet i forhold til det afbildede. Dette er dog svært at afgøre enty‐
digt, idet man godt kan forestille sig et billede af en kvinde, som i sin egen fremto‐
ning opfattes som smuk, hvorfor dette muligvis er et aspekt af kommunikationen.
Dette må dog under alle omstændigheder grundlæggende opfattes, som en enten
afsender‐ eller modtagerbestemt opfattelse af det afbildede, som derfor hidrører til
den interpersonelle metafunktion (se 3.3).
Kress og van Leeuwen er under deres pionerarbejde i Reading Images (1996) som
ovenfor nævnt (endnu) ikke bevidste om multimodaliteten i kommunikationen, og til
tider virker det som om, de trækker det semiotiske system ind i diskussionen, som
lettest besvarer det aktuelle spørgsmål. De arbejder således for eksempel med
forskellige diagrammer til at beskrive ideationelle betydninger i visuel kommunika‐
tion, men med fotografier eller malerier i andre sammenhænge. Det kan være
frugtbart at benytte forskellige semiotiske systemer til at beskrive, hvad der er på
spil i forskellige former for visuel kommunikation, men det er problematisk, at de
ikke ekspliciterer, at eksemplerne er valgt frem for andre, som måske ville give
anderledes resultater. Kress og van Leeuwens beskrivelse af processuelle relationer
kan kritiseres for til tider at være for forankret i diagramlignende modes, og samtidig
for at tendere mod et for ukritisk ønske om at importere kategorityper fra verbal‐
sproget. Dette er ikke overraskende, eftersom deres teoretiske afsæt er lingvi‐
stikken, men de bliver dermed også i nogen grad for tilpasset til den lingvistiske
5 I nogen grad tilsvarende Panofskys ikonografiske analyse (1939).
174