Pragmatiske sprogvanskeligheder (PLI) - et single ... - Tonsgaard.net

Som min analyse viser, er E.’s betydeligste problem fokuseret omkring høflighed.
Leech (1983) og Brown & Levinson (1987) ser høflighed som et pragmatisk fænomen og
forklarer og fortolker høflighed som en strategi – eller strategier – der anvendes af en taler for
at fremme eller opretholde harmoniske relationer parterne i mellem.
E. formår overvejende ikke at fremme eller opretholde harmoniske relationer i sin
interaktion med andre børn, da hun ifølge mine analyseresultater ikke overholder maksimerne
for høflighed (takt, gavmildhed, positivitet, beskedenhed, enighed og sympati). E. udviser
sjældent hensyn overfor sin interaktionspartner og har ofte en kritisk indstilling over for
ham/hende og dennes handlinger. Derfor viser taktmaksimen og positivitetsmaksimen sig også
som værende de mest vanskelige for E. at følge.
Den manglende hensynstagen viser sig jævnligt gennem E.’s fysiske adfærd, hvor hun bider,
niver eller lignende. Denne fysiske adfærd kan skyldes mange faktorer. E. føler måske ikke, at
hendes ”verbalitet” slår til i hendes kommunikation og samspil med de andre børn, og derfor
følger hun sin ytring op med en fysisk understregning. Desuden forekommer det vanskeligt for
E. at agere i legen eller interaktionen på det plan, de andre børn befinder sig på, da hun ikke
formår at aflæse deres kropssprog og signaler. Derved føler hun sig formodentlig hægtet af
både kommunikativt og personligt og kan via sin fysiske adfærd få kontakt og opmærksomhed –
omend på en negativ måde. En anden væsentlig faktor er, at E. ofte bliver opildnet af
eventuelle forudgående ”vilde” handlinger, og derved har endnu sværere ved at vurdere, hvor
de andre børns grænser går og tolke deres signaler.
E.’s begrænsede forståelse af kropssprog og vanskeligheder ved at aflæse de andre børns
signaler stemmer overens med antagelsen om, at PLI‐børn kan have problemer med
aflæsningen af nonverbal adfærd (Bishop (2004)). I E.’s tilfælde udtrykker dette sig bl.a. ved, at
hun ikke stopper automatisk, hvis nogen siger ”av!”, ”nej!” eller ”stop!” – verbalt eller via deres
kropssprog. Ydermere overskrider E. ofte også de andre børns grænser fysisk, idet hun sidder
for tæt på i rundkreds og står for tæt på, når hun snakker med dem.
Samtidig virker det som om, E. har svært ved at definere sine egne grænser, hvilket
medvirker til at gøre samspillet med de andre børn vanskeligt. Hun har svært ved at sige fra
verbalt, når hun føler sig utryg, truet, vred eller ked af det, og siger derfor fra fysisk (ved at
98