Pragmatiske sprogvanskeligheder (PLI) - et single ... - Tonsgaard.net

nødvendigvis er nogen tæt forbindelse mellem pragmatisk samtaleevne og lingvistisk
sprogudvikling.
4.3. Børns ytringsfunktioner
Searle mener (Vejleskov (2007)), det er vigtigt at skelne mellem, at man vil sige en (korrekt)
sætning, og at man – i og med man gør det – mener noget med den, dvs. udfører en bestemt
talehandling. Searle hævder endvidere (Vejleskov (2007)), at der også må skelnes mellem
intentionen om at ytre sig meningsfuldt og intentionen om at kommunikere, hvad man mener,
til en lytter. Hvis lytteren forstår, betyder det dels, at han/hun rent sprogligt forstår
betydningen af talerens ord og sætning, dels at han/hun forstår, hvad taleren mener – dvs.
føler, tror, synes, agter etc.
4.3.1. Iagttagelsesmetoden (Vejleskov & Vedeler)
Man kan iagttage både påstande og forpligtende, dirigerende, erklærende og ekspressive
ytringer hos såvel børn som hos voksne, men Vejleskov (Vejleskov & Vedeler (1988)) mener
ikke, det i praksis er hensigtsmæssigt at bruge Austin og Searles kategoriseringer, når man vil
karakterisere småbørns ytringer som talehandlinger under leg og samtale. Derfor har han i
samarbejde med Vedeler udviklet en iagttagelsesmetode med syv hovedgrupper af
ytringsfunktioner, der kan være med til at kategorisere, hvad børnene har til hensigt med hver
enkelt ytring:
1. Ingen funktion – ordleg, legelyde og lignende uden særlig funktion (f.eks. ”Brrrr”).
2. Styrende og selvstyrende funktioner – støtte og planlægge andres og egen aktivitet
og/eller adfærd (f.eks. ”Skal vi køre bilen herhen?”, ”Nu vil jeg tegne vinduer”).
3. Instruerende funktioner – instruere og forklare (f.eks. ”Du skal holde sådan her på
saksen”, ”En fisk har altså ikke vinger!”).
4. Instrumentelle funktioner – få/undgå at få noget og at få noget gjort eller undgå det
(”Jeg vil ha’ is!”, ”Hjælp mig med selerne!”, ”Nej tak!”).
33