Udsatte børn og sprogvurdering i dagtilbud - Servicestyrelsen

af at kunne mestre, at have et højt selvværd,
og derved motiveres for at lære mere. Når
børn deltager i gode samspil med voksne og
andre børn, der har gode sociale kompetencer,
er der højere kvalitet i samspillet og alle
fremstår mere kompetente.
Den, som ”flaskehalsen peger på”, er det
pædagogiske personale. Ansvaret for udsatheden
er ikke barnets, men dets omsorgsgivere
i relationer og samspil i og med barnets
miljø.
Børn fødes som sociale væsner, der fra (før)
fødslen er disponeret til at indgå i kontakt
og samspil med sine omsorgsgivere (for
eksempel Schaffer 1996, Stern 2001). Deres
muligheder afhænger af kvaliteten af og
kommunikationen i de samspil, de indgår
i. Pointen her er, at ansvaret for kvaliteten i
samspillet ligger hos omsorgsgiverne.
Når vi i diskurs og i praksis forlader mangelsyns-traditionen,
flytter vi blikket på udsathed
fra det individuelle (det er barnet, der
er/har et problem) til relationen og miljøet
og til den kommunikation, der er i konteksten
(det er hos de voksne, i samspillet og
i miljøet, der skabes problemer for børn).
Eller som Mogens Blæhr skriver i sin artikel:
det handler ikke om, hvad barnet ikke har
– men om, hvad barnet ikke får! Udsathed
betyder her at være ekskluderet fra følel-
Om denne bog
sesmæssige stabile relationer og fra fællesskabet
i dagtilbudet. Der vil stadig i det
pædagogiske arbejde med at inkludere alle
børn i fællesskaber være behov for at rette
fokus mod enkelte børn. Det er der også
udviklet en lang række metoder til. Men det
må ske på en sådan måde, at der tales om,
hvilke ressourcer barnet har, hvordan det
prøver at mestre sit liv, og hvordan kvaliteten
af samspillet og kommunikationen med
barnet kan forbedres. Bruger man i dette
arbejde alene individorienterede metoder,
får man begrænset viden. Der er behov for
metoder, der også er samspilsorienterede og
kontekstorienterede. Det giver for eksempel
ikke mening blot at kunne konstatere, at
et 3-årigt barn har vanskeligt ved at udtale
bestemte lyde, hvis ikke man også i pædagogisk
praksis reflekterer over denne viden
og analyser, hvordan man i samspil med
barnet og i miljøet kan give barnet mulighed
for at arbejde med og udvikle sin udtale.
Barnet må så at sige have noget at hægte sin
udviklingsbestræbelse op på.
Der er en risiko forbundet med at anlægge
et ressourceperspektiv. Hvis man skelner
mellem ”mangler” og ressourcer, skal ressourcer
altid foretrækkes – men den anden
side af distinktionen bliver ikke væk af den
grund. Der vil kunne være udviklings- og
funktionsvanskeligheder, der eksemplificerer
et specialpædagogisk ærinde, og som
ikke må overses. Og den viser sig i praksis og
kommer til udtryk i distinktionen mellem
Udsatte børn.indd 13 09/07/09 13:59:11
13