Udsatte børn og sprogvurdering i dagtilbud - Servicestyrelsen

dere. Det er ikke sikkert, at alle tiltag synes
lige fleksible, eller at incitamentsstrukturen
trækker mod inkluderende dagtilbud,
men det er i sidste ende politikerne, der har
ansvaret og bestemmer.
Der er en lovgivningsmæssig ramme, der
sætter grænser for, hvad man kan gøre i
rummelighedens navn. Man kan ikke med
trusler om vold tvinge de andre børn til at
være sammen med Katrine, og man kan
ikke undlade at gå i dialog med forældrene
og så videre. Alt, hvad de ansatte gør, skal
have hjemmel i lovgivningen, og man skal
arbejde med at realisere lovgivningen, herunder
at arbejde med inklusion.
Hovedspørgsmålet er, om organisationen eller
rammerne er gearet til rummelighed og
inklusion. Og hvorvidt der ned i de konkrete
detaljer er tænkt på, om det organisatoriske
og institutionelle set-up hæmmer eller fremmer
inklusionen/eksklusionen, og om man
dermed har en institutionel medspiller,
der understøtter den personlige og sociale
rummelighed, eller har en modspiller. Det
er ikke sikkert, at institutionen/lederen her
og nu kan gøre noget ved de givne rammer,
men man kan hindre, at medarbejdere
går ned på uløselige opgaver eller støder
på rummelighedens grænser uden at vide,
hvorfor. Det kan anbefales at kigge alle
indsatser igennem og vurdere, hvilke rammer
der hæmmer og fremmer inklusionen,
og se, hvordan institutionen kan modvirke
Normalsystemets rummeliggørelse
de negative rammer. Og man kan vurdere,
hvad der kan gøres noget ved og af hvem,
samt prioritere, hvilke rammer lederen skal
arbejde på, bliver ændret i fremtiden.
Der kan også være brug for en handleguide
i inklusion, da der er brug for rigtig megen
vejledning. I det professionelle arbejde er
der brug for en velbegrundet systematik og
en form for handleguide med retningslinjer.
Ikke, at guiden skal følges uafhængigt og
på trods af børnenes behov eller udelukke
spontaniteten, metodefriheden og nærværet.
Den bør fungere som referenceramme
og sikre systematik og kvalitet, der skaber
inkluderende deltagelse for barnet.
Den diskursive rummelighed
Den måde, hvorpå vi taler om børnene og
hinanden, har konkrete konsekvenser for
både, om vi kan, og hvordan vi inkluderer
børnene. De historier, der fortælles om de
enkelte børn, børnegruppen, forældrene,
systemet med flere, er med til at konstruere
virkeligheden og forme vores forventninger
til fremtiden. Sproget kan være hårdt, brutalt
og ekskluderende, og sproget kan være
det modsatte. I en større evaluering, ”Udsatte
børns undervisning” (2006), fandt man
frem til, at alle de ti udvalgte best practiceeksempler
omtalte børnene som værende ”i”
vanskeligheder, hvilket var forskelligt fra
den praksis, hvor børnene blev omtalt som
Udsatte børn.indd 61 09/07/09 13:59:18
61