The dissemination of divination in roman republican times

Den sidste ligning udtrykker, at sandsynligheden for, at en divinationspraksis vil
overleve, afhænger af dens troværdighed samt dens udbredelse. En lidet troværdig
divinationspraksis kan overleve, hvis den er vidt udbredt, og en lidet udbredt praksis
kan eksistere, hvis den er meget troværdig. Men hvis praksissen kun er lidt udbredt
og lidt troværdig, er sandsynligheden for, at den overlever, lille. Dette passer med de
divinationspraksisser, vi ved forsvandt i republikansk tid. Disse fire ligninger synes at
kunne forklare udbredelsen af divination i den romerske republik.
Kapitel 10 behandler oblativ divination. Her vises det, hvordan varsler generelt
opfattes på baggrund af en kulturel model. Denne specificerer varslet som et tegn fra
guderne om fremtidig succes eller ulykke. Alle varselsord på latin implicerer denne
model, selvom de har forskellige nuancer. En analyse af frekvensen af disse
varselsord på latin viser, at denne kulturelle model ofte blev kommunikeret og derfor
må have været udbredt i den romerske kultur.
I den teoretiske del fandt vi, at en begivenhed på en eller anden måde skulle være
bemærkelsesværdig for at blive antaget som varsel. I det romerske materiale finder vi
alle tre mulige måder en begivenhed kan blive bemærkelsesværdig på. En
begivenhed, som bliver et varsel i kraft af sin relation til iagttagerens personlige
bekymringer, er ofte udtrykt ved det latinsk ord omen. Nogle omina tilhørte også den
anden type, som var varsler på grund af, at de tilhørte et katalog af på forhånd kendte
varsler.
Den tredje type, som er karakteriseret ved at være opmærksomhedskrævende i sig
selv, ses i de romerske prodigia. Da de romerske kilder om denne type er specielt
fyldige, undersøges de yderligere. Det viser sig, at den teoretiske model også kan
forklare andre væsentlige karakteristika ved disse, såsom hvorfor visse accepteres,
mens andre ikke gør. Generelt har varsler også den samme direkte prestigeeffekt som
impetrativ divination.
Kapitel 11 er en konklusion, som argumenterer for, at det er muligt og endda nyttigt
at bruge kognitive teorier til at udforske historiske problemer. Både kognitivt og
307