Bildning för alla! - DiVA

Undervisningsdifferentiering
… som den inkluderende skoles
store udfordring
Susan Tetler
inledning
Visionen om inklusion indebærer en lang række udfordringer for den almene
skoles pædagogiske virksomhed. Ikke mindst udviklingen i de seneste decennier
vidner om dette. Selvom integrationsperspektivet i 1970’erne og 1980’erne i
udgangspunktet var radikalt, hvad angår dets moralske og politiske substans, var
det teoretisk ikke særligt overskridende, idet det fortsat byggede på holdninger
og implicitte antagelser, som lå meget tæt på den segregeringsideologi, som det i
bund og grund var et opgør med. Praksis forblev stort set uforandret, især fordi
begreber som ”normalitet” og ”kommen til kort i skolen” ikke grundlæggende blev
udfordret – og derfor fortsat blev styrende for skolens virksomhed. Mike Oliver
er inde på samme spor, når han hævder, at man dengang i praksis ikke tog konsekvensen
af integreringsretorikken:
”Selvom sproget måske nok ændrede sig, så var det de samme grupper af professionelle,
som gjorde de samme ting til de samme grupper af børn … som før ’integration’
overhovedet blev nævnt” (Oliver, 1996, s. 84; min oversættelse).
Det er endvidere karakteristisk for mange af integrationsprojekterne i 1970’erne
og 1980’erne, at de var forankret i de enkelte klasser og ikke fik større betydning
uden for det rum, de aktuelt blev praktiseret i. De fik således ikke den store
opmærksomhed i skolernes samlede udviklingsplaner – eller i kommunernes for
den sags skyld. Ofte blev de båret igennem af professionelle ildsjæle, men ildsjæle
har det med at brænde ud, hvis deres bestræbelser ikke i det lange løb understøttes,
endsige anerkendes, så også deres holdbarhed var relativt begrænset. Nord-
TeTler • 213