Bildning för alla! - DiVA

ker, der gør en forskel – og som kan håndtere disse vilkår” (ibid., s. 232). Mangfoldighed
som værdigrundlag er således en afgørende præmis for, at inkluderende
læringsfællesskaber kan give rum for optimale lærings- og udviklingsprocesser for
alle skolens elever. I den henseende er skolen i dag underlagt et krydspres, for mens
mangfoldighed (i retorikken) værdsættes og anerkendes som et samfundsmæssigt
nødvendigt udviklingspotentiale, gennemsyres skolen samtidig af et stadig mere
standardbaseret indhold i og mål for skolen ... i en bestræbelse på at kontrollere og
sammenligne skoler, alene på basis af elevernes testresultater inden for en række
færdighedsområder.
Mangfoldighed og differentiering er uløseligt forbundne begreber, for det
kræver evnen til at differentiere at skulle tage vare på mangfoldighedens komplekse
væsen. Spørgsmålet er så, hvordan differentiering kan forstås som et funktionelt
pædagogisk begreb, og hvilken didaktisk tænkning det lægger op til. Undersøgelsen
”Den stora utmaningen” peger selv på, at ”en viktig specialpedagogisk fråga ute
på skolorna är om man ska differentiera eleverna eller undervisningen” (Tideman,
Rosenqvist et al., 2004, s. 238). Rapporten argumenterer for en elevdifferentiering,
blandt andet ved at foreslå en mere varieret og fleksibel brug af gruppeinddelinger,
men kommer ikke nærmere ind på, hvordan undervisningsdifferentiering kan
understøtte udviklingen af en inkluderende skole.
Undervisningsdifferentiering som bærende princip
I Danmark forsøgte man før 1993 at sikre udfordringer til alle elever gennem det
organisatoriske princip elevdifferentiering, der bl.a. medførte en opdeling af eleverne
i niveaudelte grupperinger, men med den udelte enhedsskoles indførelse
blev i stedet undervisningsdifferentiering anerkendt som det bærende princip for
al undervisning i skolen. Med afskaffelsen af elevdifferentiering og indførelsen af
undervisningsdifferentiering erstattede man således et organisatorisk princip med
et pædagogisk princip. Således står der i bemærkningerne til folkeskolelovens § 18,
stk. 1:
Undervisningens tilrettelæggelse, herunder valg af undervisnings- og arbejdsformer,
metoder, undervisningsmidler og stofudvælgelse, skal i alle fag leve op til folkeskolens
formål, mål for fag samt emner og varieres, så den svarer til den enkelte
elevs behov og forudsætninger.
Det angives ikke i loven, hvordan lærerne skal opfylde deres differentieringsforpligtelse,
men Hansen og Robenhagens bud på en definition peger på nogle centrale
elementer til forståelse af begrebets innebörd (Hansen & Robenhagen, 1992,
s. 27):
Undervisningsdifferentiering er et princip for undervisning, hvor man tager
udgangspunkt i elevernes forskellige forudsætninger, potentialer, behov og interesser
for i et samarbejde at udnytte denne forskellighed til at realisere såvel fælles som individuelle
mål.
Grundlæggende for princippet om undervisningsdifferentiering er således
forskelligheden både med hensyn til forudsætninger, potentialer, behov og interesser,
og at lærerne i deres tilrettelæggelse af undervisningen må tage udgangspunkt
i netop disse forskelligheder. En anden pointe er, at disse forskelligheder ikke må
ses som mangler hos eleven, men tværtimod som en resurse, der kan bidrage til
216 • BilDning fÖr AllA!