STATUS 2006 hp.qxd - Institut for Menneskerettigheder

Retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance
102
Domstolen fandt at Staten må finde en rimelig balance mellem individets
interesser og samfundets interesser som helhed. Staten nyder her en vis
”skønsmargin” og staten har ikke nogen generel forpligtelse til at respektere
en immigrants valg af opholdsland og tillade familiesammenføring på
dets territorium. Alligevel kan særlige omstændigheder tale for at tillade
familiemedlemmer adgang til territoriet, herunder tilknytningen til Staten,
forhindringer i hjemlandet, mulighederne for at bibeholde familielivet,
samt hensyn til immigrationskontrol og ”ordre public”. En anden faktor er,
hvornår familielivet blev indledt. Hvis dette først var etableret efter at en af
parterne var blevet opmærksom på risiko for udsendelse, vil det højst
sandsynligt være i overensstemmelse med artikel 8 at udsende den pågældende
person. Der skelnes derfor mellem dem der søger adgang til et land
for at bevare et for nylig etableret familieliv, dem som havde et familieliv
før en af parterne fik ophold i et andet land, samt dem som prøver at blive
i et land, hvor de har etableret et familieliv i en tilstrækkelig periode. I
denne sag havde pågældende ankommet ugift til Danmark på et 3 måneders
visum og forladt landet igen 6 måneder efter, gift med en anden inder
og gravid. Den pågældende fik afslag på opholdstilladelse da hun kom til
landet på ny. Domstolen fandt blandt andet at der ikke var nogen forhindringer
for parret for at etablere et familieliv i Indien og at Staten havde
fundet en rimelig balance mellem modsatrettede hensyn. Klagen fandtes
derfor den 6. juli 2006 åbenbart ugrundet jf. EMRK artikel 35, stk. 3 og 4.
Boet efter Filtenborg Mortensen mod Danmark nr. 1338/03
Sagen omhandlede hvorvidt der kunne udtages DNA-prøver fra en afdød
person i en arvesag, hvor der var en tvist om hvem den afdøde, udover klager,
var biologisk fader til.
Selvom retsplejeloven var uklar på dette punkt, mente flertallet i Højesteret
at lovgivningen også måtte omfatte udtagning af DNA fra afdøde personer.
Klager, som indgav klagen i januar 2003, mente derimod at det ville være i
strid med artikel 8, stk. 2 at krænke gravfreden ved at grave klagers fader
op for at tage en DNA-prøve, da der ikke forelå nogen hjemmel til et sådant
indgreb. Domstolen fandt at selvom begrebet ”privatlivets fred ikke er
snævert defineret, ville det være at strække begrebet for vidt, såfremt man
anså udtagning af DNA fra en afdød for at krænke boet efter den afdødes
ret til privatliv eller den afdødes privatliv. Klagen blev derfor den 15. maj
2006 anset som åbenbart grundløs jf. artikel 35, stk. 1 og blev afvist jf. artikel
35, stk.4.