STATUS 2006 hp.qxd - Institut for Menneskerettigheder

Retten til ytringsfrihed og informationsfrihed
116
vens § 140. På grund af formuleringen “Allerede af den grund” kan man
ikke af Rigsadvokatens afgørelse læse, at såfremt billedforbudet blev efterlevet
absolut, ville enhver tegning udgøre en overtrædelse af § 140. Rigsadvokaten
fandt dog, at en karikaturtegning af en helt central figur i islam
som profeten Muhammed efter omstændighederne kan indebære en latterliggørelse
af eller udtryk for foragt for muslimers troslærdom eller gudsdyrkelse.
Den konkrete kontekst må derfor inddrages i vurderingen.
Karikaturtegningerne var af forskellig karakter, nogle af tegningerne forestillede
andre personer, figurer eller situationer, men flere forestillede profeten
Muhammed i forskellige versioner. Særligt var det tegningen af et bistert
udseende mandeansigt med skæg og en turban udformet som en antændt
bombe, som skabte den største opmærksomhed. Ifølge Rigsadvokaten
kunne denne fremstilling med god grund opfattes som en krænkelse af
profeten, der er et forbillede for troende muslimer. Men det fremgik også af
afgørelsen, at en sådan fremstilling ikke var udtryk for forhånelse i straffelovens
§ 140’s forstand, som fortolkes snævert, og endvidere var den
pågældende tegning ikke omfattet af en normal forståelse af begrebet “forhånelse”,
der dækker over begreberne foragt og nedgørelse, uanset hvordan
dette end skulle fortolkes. Uanset motivet med offentliggørelsen fandtes
de konkrete tegninger ikke at have overtrådt forbudet af straffelovens §
140. Rigsadvokaten kunne tiltræde Statsadvokatens afgørelse om at indstille
efterforskningen og fandt det derfor ikke nødvendigt at tage stilling
til, hvorvidt en idømmelse af straf ville krænke retten til ytringsfrihed i
EMRK artikel 10, om indgrebet ville være et nødvendigt indgreb i et demokratisk
samfund, dvs. om indgrebet ville forfølge et anerkendelsesværdigt
formål og være proportionalt, som angivet i EMRK artikel 10, stk. 2.
Rigsadvokatens nævnte i sin afgørelse, at beskyttelsesinteressen i straffelovens
§ 266 b er en gruppe af personer, der forhånes eller nedværdiges, f.eks.
på grund af deres tro, hvorimod beskyttelsesinteressen i § 140 er de religiøse
følelser, der knytter sig til gudsdyrkelse. Rigsadvokaten antog, at
nedværdigende ytringer i forhold til § 266 b skal have en vis grovhed for at
tilgodese hensynet til ytringsfriheden. Rigsadvokaten konkluderede, at
tegningerne forestillede en religiøs figur, eller i visse tilfælde andre personer,
og ikke indeholdt tilkendegivelser, der vedrører muslimer generelt.
Der var endvidere ikke noget holdepunkt for at antage, at det havde været
hensigten at fremstille muslimer i almindelighed som voldsudøvere eller
på anden vis forhånende eller nedværdigende. Rigsadvokaten afsluttede
med at minde om, at offentligt fremsatte tilkendegivelser kan være omfattet
af § 140 og § 266 b, og at der derfor ikke altid er en fri og ubegrænset ad-