STATUS 2006 hp.qxd - Institut for Menneskerettigheder

meget begrænset adgang til at meddele humanitær opholdstilladelse. Det
er i forarbejderne fra 1985 angivet, at tilladelse skal have undtagelsens karakter.
I overensstemmelse hermed har administrativ praksis været restriktiv.
Det følger heraf, at posttraumatisk stress-syndrom i almindelighed ikke
i sig selv kan begrunde humanitær opholdstilladelse. At disse forhold ikke
i sig selv begrundede humanitær opholdstilladelse, er ikke i strid med
Menneskerettighedskonventionens artikel 3 eller andre internationale forpligtelser.
I havde foretaget en vurdering af familiens helbredsforhold, og
der var ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets skøn eller i øvrigt
mangler ved grundlaget for afgørelserne. Der var heller ikke grundlag for
at tilsidesætte I’s afgørelse efter udlændingelovens § 42 a, stk. 10, nr. 2, om
at U1, der ikke medvirkede til udrejsen, ikke skulle have dækket udgifter til
underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser (madkasseordning).
U.2005.3184H
Ikke grundlag for at give opholdstilladelse til tidligere drabsdømt.
A, der var statsløs palæstinenser født i Israel i 1964, kom til Danmark i 1988
og fik opholdstilladelse, som følge af at han var gift med en dansk kvinde.
Da han blev separeret fra sin ægtefælle i 1990, blev hans opholdstilladelse
ikke forlænget. I 1992 blev han for bl.a. drab dømt til anbringelse i Sikringsanstalten
og udvist for bestandig. I 1998 blev anbringelsesforanstaltningen
ophævet. En anmodning fra A om at få udvisningen ophævet efter
udlændingelovens § 50 blev afslået af byretten, hvilket blev stadfæstet af
landsretten. Det viste sig umuligt at udsende A af Danmark, og han opholdt
sig herefter her på »tålt ophold«. I 2002 afslog Udlændingestyrelsen
en ansøgning fra A om opholdstilladelse, og i 2003 blev afgørelsen stadfæstet
af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. A anlagde
herefter sag mod ministeriet med påstand om ophævelse af afslaget på opholdstilladelse
og hjemvisning af sagen til ny behandling. Højesteret fastslog,
at der ikke var hjemmel i dagældende udlændingelovs § 10, stk. 2, 2.
pkt., til at give A opholdstilladelse i Danmark efter lovens § 9, stk. 2, nr. 4,
idet han ikke havde været udrejst af Danmark i 2 år. Højesteret fastslog
endvidere, at nægtelse af opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions art. 3, 8 og 14. Der blev herved
bl.a. lagt vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet og
på, at A først havde etableret familieliv efter udvisningen. Højesteret frifandt
derfor ministeriet.
95
Retten til respekt for privatliv, familieliv, hjem og korrespondance