Organisation, handling og motivation. - Forsvarskommandoen

Organisation, handling og motivation Kapitel 2
Han så, at paradokset i, at vi mennesker nu kunne beherske naturen til vores produktionsformål
og i forbindelse dermed havde skabt bureaukratiske systemer til at
regulere vores tilværelse samtidigt med, at disse systemer fjernede sig mere og mere
fra selve livets grundlag – valget af værdier og idealer og jagten efter en mening bag
det sjælløse ønske om at akkumulere penge.
Weber formulerede det som, at de moderne mennesker sidder fast i et jernbur af varer
og forordninger 35 og har mistet deres menneskelighed (ånd), samtidig med at de
tror, at de har nået udviklingens højeste stadium. Citat:
"Men skæbnen omskabte kappen til et jernbur. Idet askesen gik i gang med at
ombygge verden og udfolde sig i denne, fik denne verdens ydre goder en stigende
og til slut uafvendelig magt over menneskene, som aldrig tidligere i historien.
I dag er ånden – måske for stedse, hvem ved? – undveget fra dette bur. I
hvert fald behøver den sejrende kapitalisme, efter at den har etableret sig på
teknisk grundlag, ikke længere denne støtte. Også "oplysningstidens" rosenrøde
stemning synes uigenkaldeligt at være på retur, og tanken om "kaldspligten"
går omkring i vort liv som et genfærd af fortidens religiøse trosindhold. Hvor
"kaldspligten" ikke direkte kan sættes i f.m. de højeste åndelige kulturværdier –
eller omvendt: hvor den ikke længere subjektivt må fornemmes som en simpel
økonomisk tvang – dér opgiver den enkelte i dag for det meste at tage hensyn
til den.
I det land, hvor den menneskelige stræben efter vinding har nået sin højeste
grad af frigjorthed, nemlig De forenede Stater, tenderer den i dag, efter at være
afklædt sin religiøst-etiske mening, til at forbinde sig med den rene og skære
kamplidenskab, der ikke sjældent ligefrem giver den et præg af sport. Ingen ved
endnu, hvem der i fremtiden skal bo i buret, og om der ved slutningen af denne
enorme udviklingslinie vil stå helt nye profetier eller en vældig genfødelse af
gamle tanker og idealer – eller i stedet derfor en mekaniseret forstening, pyntet
op med en krampagtig tagen-sig-selv-højtideligt. Så kunne ganske vist denne
kulturudviklings "sidste" mennesker få lejlighed til at sande det ord: "Fagmennesker
uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte: dette intet indbilder sig at være
steget op til et aldrig før nået stade i menneskehedens udvikling" 36 .
Weber slutter i Den protestantiske Etik og kapitalismens Ånd med at spørge, hvem
(altså hvilken slags mennesker), der i fremtiden skal bo i jernburet, og om det er afslutningen
på en udvikling, der ikke kan gøres om igen. Dette er forsøgt illustreret i
figur 1.
35 Klassisk og moderne samfundsteori, p. 106.
36 Den protestantiske etik, p. 121-122.
23