Lederens handlerum ved anvendelse af kontraktstyring

I begyndelsen af 1980’erne vokser sammen med den ny moderniseringsbølge
af den offentlige sektor et nyt ideal frem om en offentlig sektor med
omstillingsparathed. Tanken er, at samordning og udvikling skal skabes
nedefra, i de enkelte institutioner, der hver især skal tage ansvar for egen
udvikling, og den helhed de indgår i.
Styringsproblemet består herefter i at reducere forskellen mellem omstilling
og ydre tilpasning eller med andre ord; problematikken mellem ekstern
tilpasning og intern integration. Man søger at styre på den enkelte institutions
omstillingsevne og forholden sig til sig selv. Grænsen for styring bliver de
enkelte institutioners autonomi.
Niels Åkerstrøm Andersen og Niels Thyge Thygesen skildrer de tre perioder i
nedenstående diagram.
Bureaukrati
Styreform Styringsobjekt Styringsgrænse
Kontrol Individuel adfærd Selvdisciplin, etik
Sektorforvaltning Planlægning Forvaltning som black-box, hvis
output stod i forudsigelig forhold til
Supervisionsforvaltning
input
Stabile og forudsigelige
årsags-sammenhænge
Supervisering Organisationernes selvforhold Organisationernes
selvstændighed og
strategiske formåen
De skitserer altså en udvikling, der bevæger sig fra den bureaukratiske
forvaltning hen imod en supervisionsforvaltning, hvor de enkelte institutioner
skal bevæge sig fra at være ”uskyldige institutioner”, der refererer opad i
hierarkiet til strategiske organisationer med ansvar for egen udvikling.
De karakteriserer udviklingen af de offentlige institutioners trinvise
selvstændiggørelse, jf. nedenstående lagvise opbygning.
Den uskyldige underordnede institution
Den strategiske organisation
Den faglige ansvarlige institution
Den korte beskrivelse af den offentlige styring fører frem til supervisionsforvaltningen
og den strategiske organisation, hvis idealer ligger i forlængelse
af de idealer, der italesættes med kontraktstyringen på Bornholm, hvor vi i
kapitel 9 bl.a. konkluderede, at:
56