Læsevejlederen som medpraktiker – udvikling af læseforståelse i fag

sis, og fortsætter med at hævde, at den lærer eller vejleder, der
ikke løbende observerer og vurderer sin undervisning,
”… ville ligne det man inden for sociologien ofte kalder det
amfibiske menneske (Østerberg 1980). Ligesom amfibier
vil en sådan praktiker til stadighed gentage sine handlinger
– uden at sætte spørgsmålstegn ved dem, uden at
reflektere over dem. Nye handlingsalternativer vurderes
ikke. Ændringer er tilfældige. Vedkommende er ganske
tilfreds med at gøre tingene sådan, som vedkommende
altid har gjort.”
(Bjørndal 2003: 20)
Han fortsætter med at sige, at den reflekterende, selvvurderende
lærer er modstykket til den amfibiske lærer (bid:20-21). Det var
præcis denne vurdering, som kom til udtryk hos faglærerne.
Observationerne blev holdt op for dem som et spejl, og det hjalp
dem til at kunne reflektere over deres vante måde at gøre tingene
på.
Gør jeg det, jeg tror, jeg gør?
På samme måde var læsevejlederens observationer i en række
tilfælde med til at få faglæreren til at overveje, om hun faktisk
gjorde det, som hun havde planlagt, og som hun troede, hun
gjorde. I et eksempel fra observationsloggen fremgik det helt
tydeligt, at faglæreren troede, at hun havde formidlet formålet
med, at eleverne skulle læse en fysiktekst derhjemme og efterfølgende
udføre et forsøg i klassen. Imidlertid fremgik det af
planen, at formålet var: Læren om telefon og højtalere – lyden.
Det var nok i højere grad emnet, som eleverne skulle lære noget
om. Det egentlige formål var, at eleverne skulle forstå nogle sammenhænge
i forbindelse med lydsvingninger, transport af disse
lydsvingninger gennem et stof (kul) og omsættelse til lyd. Selve
formålet med, at lektien skulle læses, var ikke kommet tydeligt
frem, og eleverne forstod derfor ikke, hvad det var, de skulle lære
– udvikling af læseforståelse i fag 25