Læsevejlederen som medpraktiker – udvikling af læseforståelse i fag

70
at lære eleverne funktionelle læseforståelsesstrategier kan have
haft betydning.
Et ofte hørt argument i forhold til at organisere sin undervisning
som den overfor beskrevne, er, at det tager for lang tid, og at man
ikke kan nå fagets stofområder. En faglærer i matematik har dog
erfaret sig til, at dette ikke er tilfældet:
„De nåede det samme – fuldstændig … og det overraskede
egentlig mig, at der er tid til den der fordybelse,
fordybelse, fordybelse, fordi at tiden blev kørt ind igen,
fordi de var selvhjulpne, når de selv skulle i gang.”
Læsning og skrivning skal altid indgå – ikke kun i projekter!
Læsning og skrivning er ikke fag, men kulturteknikker der må
indgå i alle fag. Olga Dysthe konkluderer i sin bog Det flerstemmige
Klasserum (1997: 232), som bygger på effekten af skrivning
i forskellige situationer „… at der er rimeligt at tro, at ved bevidst
at binde læsning og skrivning og samtale sammen opnår
man det bedste læringspotentiale.” Flere lærere er gennem
projektet nået frem til samme konklusion, hvilket fx fremgår at
dette udsagn:
„Vi oplevede også, hvor vigtigt det var at få skriftliggjort
tingene. Det er ikke nok, at de lytter, ser og formulerer sig
mundtligt – det er først i det øjeblik, det bliver skriftliggjort,
at den sidder der.”
Et eksempel, der kan underbygge dette udsagn, finder vi i biologiundervisningen
i 7. klasse. Formålet med undervisningen
var, at eleverne forstod sammenhængen mellem livsbetingelser
og dyreliv i en ferskvandssø. Undervisningen var overordnet set
tilrettelagt og organiseret så den vekslede mellem forsøg, refleksion,
notatskrivning og læsning af fagtekster, samtidig med at
rapport: LæsevejLederen som medpraktiker