LØSNET nr. 29: Temanummer om uddannelse.

LØSNET SEPTEMBER 2001
Steen og Dorthea i huset som består af tømmer, ler, stampet ler, halm, marksten, stråtag, hørskærver, hørfiber uld m.m. (Foto: Red.)
rum, hvor jeg hele tiden arbejdede udfra
en nød-vendighed, og hvor den
nødvendighed bestod i gæld, altså en
økonomisk nødvendighed. Det var der,
jeg erkendte, at der var noget galt med
mit verdensbillede.
Filosof
Jeg begyndte at læse filosofi på Institut
for Human-økologi. Det var ret inspirerende.
Der tænkte jeg, at det
skulle være mærkeligt, hvis de sandheder,
vort samfund og vi selv er
baseret på, er eviggyldige, og at de
måske er under forandring. Samfundets
ene ”sandhed” er rationalitet; det med
at al ting kan måles, vejes, organiseres
og styres. Den anden sandhed er arbejde;
det med at man skal yde, før man
kan nyde. Den tredje sandhed er kapital.
I 1993 vendte jeg tilbage her til
Søgård Andelsbrug, hvor jeg fik jeg en
enorm lyst til at bygge, og det kunne
jeg godt. Jeg kunne tumle de her
djævel-store rundtømmer bjælker, uden
at ryggen gik i stykker. Hvis du får fat
i de ting, du har lyst til, så sker der
nogle andre ting, end hvis du gør noget,
som du er nødt til, men egentlig
slet ikke har lyst til.
Om at bygge hus
Det blev til det hus, vi sidder i. Der er
265 m² i grundflade og 250 m² på
loftet. Det er lavet i tømmer, ler, stampet
ler, halm, marksten, stråtag, hør-
skæver, hørfiber, uld og hvad ved
jeg. En masse gode materialer, som
jeg genopdagede hen ad vejen.
Disse ting var jo allerede opdaget,
men for mig var det en genopdagelse
at lave hus på denne måde.
Det var enormt spændende. Det
viste sig faktisk, at jeg stod midt i
min uddannelse. Mens jeg var i det,
tænkte jeg ikke over det, men da
jeg var færdig, kunne jeg se, at jeg
havde erfaret en masse ting omkring
materialer, som flertallet af
håndværkerne ikke aner en dyt om,
fordi de ikke arbejder, lærer og erfarer
på denne måde.
Midtlivskrise
Under byggeriet opdagede jeg, at
jeg røg tilbage i det mønster, jeg
var i tidligere: For at få det hele til
at nå sammen, begyndte jeg at rationalisere
arbejdsprocesserne. Jeg
lukkede mig inde i mig selv, hvilket
kulminerede i, at jeg bliver skilt,
fordi jeg mere eller mindre mistede
kontakten med min daværende
kone.
Det var hårdt, fordi jeg slet ikke
kunne forstå, hvad der skete. Huset
var et slot, jeg havde bygget til
hende, men jeg kan godt se
bagefter, at jeg skulle have givet
hende en buket roser i stedet for.
Det kunne jeg bare ikke sanse, men
det kom jeg til, ved at sidde og
kigge ud af vinduet i 2 år, hvor jeg
ikke lavede ret meget.
Jeg var da omkring 41, og det passer
godt med, at når man skrider hen over
de 40 år, så ryger man ind i en krise.
Det har jeg måske været i hele mit liv,
men nu mærkede jeg det mere dybdegående.
Det gik op for mig, at jeg ikke
var udødelig, jeg kunne faktisk gå hen
og dø. Jeg begyndte så at relatere det
til resten af mit fremtidige liv. Jeg
begyndte at reflektere over, hvad der
var vigtigt. Indtil da havde jeg ligesom
haft evigt liv. Sådan oplevede jeg min
ungdom, dér kunne jeg ikke dø. Man
laver de mest horrible ting, fordi dø,
dét kan man ikke.
Det virker, som om du søger efter at
skabe projekter hele tiden
Ja, helt klart, jeg er projektmager. Det
er også det, der sender mig i dørken
gang på gang. Jeg brænder for at finde
idéer. Jeg får ikke ro, før jeg får dem
ført ud i livet. Jeg må så sige, at det tit
ender med, at når jeg får dem ført ud i
livet, men så er jeg også fuldstændig
banket i stykker bagefter i en tid. Det
at gå ud og forandre verden, gå ud og
gøre det ugjorte, hvor man betræder
nye stier, det har også omkostninger.
Det skal man ikke være bange for, det
er en del af livet, at komme ud der,
hvor man ikke kan bunde.
Frizoner og Friland
Du har været meget involveret i frizonetanken,
og der er forskellige grup-
13