Speciale samlet - Forskning

”...processes and platforms exist to convert tacit knowledge to explicit knowledge within knowledge
exchanges in virtual communities or collaborative forums. Value can thus be extracted from tacit
knowledge...” (Plessis, 2006, p.11).
Organisation skal altså være opmærksom på, at medarbejdernes tavse og eksplicitte viden, begge
deles, for at praksisser kan udvikles.
Dette bringer mig frem til, at det også er relevant at inddrage den socialkonstruktivistiske forståelse
af viden, idet den forholder sig kritisk til kognitivismen fordi, viden i den socialkonstruktivistiske
forståelse uløseligt hænger sammen med vore handlinger.
6.2 Vidensdeling set i et socialkonstruktivistisk syn
”Viden gør på den ene side handlinger mulige, og på den anden side er det først når, vi kan se,
hvilke handlinger vi er i stand til at udføre, at vi rigtig ved, hvad vores viden er. Viden er således
ikke en ’kognitiv klump’(’a knowledge nugget’), som man bare er i besiddelse af, og som man kan
flytte rundt på. Viden viser sig først, når vi prøver at anvende den information, som vi er i
besiddelse af. Når vi har set, hvad vores handlinger afstedkommer, så ved vi, hvad vi
ved”(Wenneberg, 2001).
Som nævnt i det forrige afsnit taler det socialkonstruktivistiske syn på viden mod det
kognitivistiske, som overstående citat også antyder. Dette syn fordrer, at der er en menneskelig
vilje, der retter sig mod verden. Igennem denne retning gøres mennesket i stand til konstruere viden.
Dermed er mennesket i dette syn ikke passiv modtager af information, men indtager i stedet en
bestemt indstilling, før det erkender.
En vigtig ting i det socialkonstruktivistiske syn er, at fundamentet for erkendelse er aktivitet.
Dermed bliver mennesket i denne kontekst til et socialt og praktisk væsen, der eksisterer i og
interagere med verden. Mennesker er altså kun eksisterende og erkendende i relation til sin aktivitet
i en social og praktisk kontekst (Leontjev.1948, p. 101).
I praksis betyder dette at menneskets aktivitet medieres, og dermed bliver viden et redskab, der
målretter aktivitet. Viden er altså en beståen i den medierede relation mellem menneske og
omverden. Redskaberne i den forbindelse kan være både fysiske genstande, begreber og teorier
(Aidman og Leontjev, 1991, p.101).
35