Speciale samlet - Forskning

menneskets aktivitet medieres, og i forlængelse heraf forstås viden som redskaber, der medierer
målrettet aktivitet.
Pointen er, at hverken den objektive fysiske genstand eller det eksplicitte begreb udgør et redskab,
før det anvendes i tilknytning til et subjektivt forstået mål. Viden er derved bundet i og afhængig af
den praksis, hvori den anvendes, og aktiviteten er derved situeret. I Wengers begrebsverden
eksisterer viden i praksisfællesskaber, hvorved der tillægges en stor betydning af de fysiske og
sociale betingelser for menneskets aktivitet.
I den socialkonstruktivistiske begrebsverden er vidensdeling ikke blot ikke spørgsmål om at
distribuere og organisere eksplicit viden, men i lige så høj grad et spørgsmål om at dele viden om en
praksis. Imidlertid kan viden om en praksis som udgangspunkt ikke ekspliciteres og deles, da den
netop er bundet til en situeret forståelse af praksis. Derfor er det ikke muligt at mediere al viden,
idet medieringen forudsætter, at viden ekspliciteres og dermed fjernes fra praksis. Dette får den
konsekvens, ifølge det socialkonstruktivistiske perspektiv, at vidensdeling drejer sig om deling af
redskaber i form af f.eks. ideer, tanker, materialer, opgaver og erfaringer. Sådanne redskaber kan
indgå i projektorienterende arbejde og kan i modsætning til tavs viden ekspliciteres og deles.
Det er tilrådeligt ikke at stræbe efter at dele færdige projektforløb, men derimod redskaberne, der af
medarbejderne kan ændres og anvendes ud fra deres behov. For at en person kan afkode
redskaberne, kræver det ikke kun, at vedkommende både tager dem i brug i en kontekst, der er
sammenlignelig med den kontekst, som redskaberne blev kodet i, men også, at personen har samme
målrettethed i sin aktivitet som afsenderen. Forudsætningen for at dele viden er med andre ord, at
afsender og modtager deler kontekst og målrettethed.
Ud fra et socialkonstruktivistisk perspektiv må vidensdeling i den anledning koncentrere sig om
afsenderens såvel som modtagerens kontekst og målrettethed – og ikke på bearbejdning af
information, der har en objektiv mening, når det kodes. Der er altså et vigtigt forhold mellem
afsender og modtager, idet de begge har indflydelse på vidensdelingen.
Vidensdeling handler om at dele redskaber, men den aktivitet, som redskabet skal benyttes i, er ikke
bestemt af redskabet, men af modtagerens kontekst og målrettethed. Den delte viden skal altså ikke
ligne en komplet beskrivelse på aktiviteter, og derfor bør et vidensdelingssystem indeholde
interaktion, aktiv kommunikation, samarbejde og dialog mellem afsender og modtager. Den viden,
43