Speciale samlet - Forskning

henseender mere hensigtsmæssig, hvis vidensdelingssystem skal være mere end blot et
opbevaringssted til det man har lavet.
Menneskets aktivitet er ifølge det socialkonstruktivistiske perspektiv fundamentet for erkendelse;
mennesket eksisterer og erkender i relation til sin aktivitet i en social og praktisk kontekst. I forhold
til vidensdeling betyder det, at menneskets aktivitet medieres, og i forlængelse heraf forstås viden
som redskaber, der medierer målrettet aktivitet. Hverken den objektive fysiske genstand eller det
eksplicitte begreb udgør dermed et redskab, før det anvendes. I det socialkonstruktivistiske
perspektiv er viden altså bundet i og afhængig af den praksis, hvori den anvendes. Derfor må
medarbejderne i Væksthuset være en del af en fælles praksis for at kunne dele viden.
Ud fra et socialkonstruktivistisk grundlag er vidensdeling dermed ikke blot et spørgsmål om at
distribuere og organisere eksplicit viden, men i lige så høj grad et spørgsmål om at dele viden om en
praksis.
Mit mål med dette speciale har været, at få indsigt i organisationen Væksthus Sjælland for at kunne
komme med anbefalinger til at muliggøre vidensdeling. Afsættet for specialet har været følgende
problemformulering:
” Kan vidensdeling foregå i Væksthus Sjælland, så det som proces tilfredsstiller både medarbejdere
og beslutningstagere?”
Med udgangspunkt i dette som jeg igennem specialet har arbejdet med svaret være et nej. Gennem
respondenterne har klart været en tilkendegivelse af, at viljen til at dele viden er tilstede, men at
denne forsvinder i en travl hverdag, med for lidt tid og en lav prioritering.
Arbejdsspørgsmålet
” Hvordan formgives og bruges vidensdeling i organisationen? ”
Dette er besvaret ved at vidensdeling i Væksthus Sjælland meget fremkommer fra sag til sag, da
intranettet ikke er optimalt fungerende og at det i praksis drejer som, at løse sager her og nu i stedet
for, at fremkomme med ny viden. Dette bunder i at tiden er knap og prioriteringen ligger andetsteds.
” Hvorledes finder vidensdelingen sted i praksis? ”
56