Speciale samlet - Forskning

gennemgår, fra de starter et projekt op, udarbejder materialer, til de reelt bruger disse til endelig
evaluering. Det vil sige at, at mediering godt kan være en del af praksis.
I praksis er den kontekst, hvori medarbejderne deler deres viden om praksis. Her vil det sige at
Væksthus Sjælland som organisation, af Wenger ville betegnes som værende et praksisfællesskab.
Herefter er det endnu en gang relevant at se på begreberne tavs og eksplicit viden.
Tavs viden er implicit bundet til praksis, til en situation og til den subjektivt indforståede målrettede
aktivitet. Denne form for viden har derfor svært ved at blive ekspliciteret. Eksplicit viden er viden,
der er eksternaliseret eller sprogliggjort og kan derfor forstås som værende redskaber, der ikke
indeholder nogen betydning i sig selv. I henhold til dette får et redskab først betydning for
mennesket, når det anvendes i en aktivitet. Men når mennesket bringer et redskab i spil i en
aktivitet, har det ikke mere med eksplicit viden at gøre, men med tavs viden. Sagt på en anden
måde, så fordufter redskabets betydning, når tavs viden ekspliciteres. Det kan forstås som, at
betydningen af et redskab (eksplicit viden) ikke kan fjernes fra aktiviteter i praksis (tavs viden)
(Bang et al., 2004, p. 15).
Eksplicit viden har stor betydning for udvikling af et menneskes tavse viden, men det er alligevel
vigtigt at pointere, at mennesket sagtens kan erkende og handle uden at tilegne sig eksplicit viden.
Hvis man ønsker at udvikle praksis, er det imidlertid nødvendigt at besidde eksplicit viden i form af
bevidste begreber og teorier om praksis. Ifølge Bang et al. (2004, p. 15) danner eksplicit viden
grundlaget for en bevidsthed, hvilket er forudsætningen for refleksion over praksis, men
argumenterer samtidigt for, at eksplicit viden ikke erstatter tavs viden og dens iboende umiddelbare
aktivitet i praksis. Eksplicit viden kan derfor ikke betegnes som en komplet eksplicitering af tavs
viden, men kun en del heraf. Eksplicit viden er netop et produkt af menneskets aktivitet i praksis,
hvorfor den ikke eksisterer uafhængigt af praksis (Bang et al., 2004, p. 16).
Schön (1991, p. 25) skriver om mulighederne for at eksplicitere aktivitet og viden-i-praksis:
”Whatever language we may employ, however, our descriptions of knowing-in-action are always
constructions. They are always attempts to put into explicit, symbolic form a kind of intelligence
that begins by being tacit and spontaneous”.
39