DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

100
overleve. Og det uanset om vi som højskolefolk er uenige i kritikken og billedet af os. Vi er
derfor nødt til at komme i dialog med erhvervsliv, politikere, forskere m.v.
Folkehøjskolens opgave har altid været gennem frihed til forskellighed at skabe et
åbent mødested for borgere af vidt forskellig observans. Og gennem undervisning og
samvær kaste lys over livet, skabe sammenhænge og give livsmod og herved befordre den
enkeltes engagement i eget liv, fælles liv og samfundsliv. Denne opgave mener de fleste
højskolefolk stadig, at vi varetager. Men flere og flere er uenige med os. Derfor må vi i dialog.
Ikke for at klynke, men for gennem dialogen at forny vores opgave og indhold, så vi
fortsat og på ny er til folkegavn” 20
Indbydelsen angiver en usikkerhed om værdien af dagens højskole. Indfriede den sin
opgave, eller måtte den forandres for at finde sin betydning og eksistensberettigelse.
Problemet var ikke så meget, hvorvidt omverdenen opfattede højskolen fejlagtigt, eller
at nogle ville presse højskolen over mod det øvrige uddannelsessystems nyttige og rettighedsgivende
opgaver. Det egentlige værditab lå i den tvivl, der bredte sig blandt højskolens
egne folk, om deres skoler efterhånden stadig var en Højskole.
Højskolebevægelsens usikre identitet svækkede også den fælles profilering. Højskolebladets
nye redaktør, Anita Bay Bundegaard belyste dette forhold i et spændende indlæg
på forstanderkonferencen i maj 1997 på Sorø Storkro. Indlægget blev i lettere redigeret
form bragt i Højskolebladet med titlen ”Højskolen med stort og lille h” 21
”En af de ting man opdager, når man kommer ind i højskoleverdenen er, at der er Højskolen
og så er der højskolerne. Det ene staves med stort H og er i bestemt form ental, og det
andet staves med småt og er i bestemt form flertal.
Stavet med stort og i bestemt entalsform har Højskolen karakter af institution. En institution,
som alle ved hvad står for, og som ikke kræver nærmere præsentation. Men faktisk
er Højskolen i den bestemte form en ret ubestemmelig, diffus størrelse – så diffus faktisk,
at man ikke kan udbyde den som et produkt på markedet. Ethvert reklamebureau
ved, at skal produktet sælge, skal det have en klar profil. Det har Højskolen ikke. Men det
har højskolerne til gengæld, godt nok 100 forskellige, hver deres nemlig, men det er et
produkt der kan sælges, og det gør man så i stor stil.”
Højskolens mangel på klar identitet indadtil, undergraver også skolernes fælles profilering
udadtil. I stedet profilerer de enkelte skoler sig hovedsagligt med diverse faglige tilbud,
linjer og nye smarte fag. Dernæst klargør Anita Bay, at højskolerne er på vej til at
finde ny selvforståelse eller identitet ved at spille ind i erhvervslivets behov for ”bløde
kvalifikationer”.
”Kan Højskolen med stort H være et kommunikativt handlende modspil til den forvirrede
fortrøstningsfuldhed? Eller bør den tværtimod ændre hele sin holdning som den frie institution
over for alle de bundne, som den historisk‐poetiske modsigelse af det åndløst
fremskridtsbedøvede, og blive medspillende, og det vil altså sige uddannende til omstilling,
fremskridt, teknisk‐administrativ beredthed? Med andre ord: affirmativ snarere end
kritisk?”
Dette affirmative svar overfor det teknisk‐administrative fremskridt kan Anita Bay ikke
skjule sin skepsis overfor.
20 Programfolder for konferencen ”Højskolens anvendelighed” på Rønshoved Højskole, d. 17. februar 1999
21 Anita Bay Bundegaard: ”Højskolen med stort og lille h”, Højskolebladet nr. 17, 1997