DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

128
sik som sammenspil, korsang og musikteori uden tydelige perspektiver af fx filosofisk, historisk,
kulturel, politisk, samfunds‐ eller naturvidenskabelig karakter og uden, at der
indgår noget menneske‐, samfunds‐ eller natursyn i undervisningen, er faget ikke af bred
almendannede karakter.”
I forslaget bliver det således mere tydeligt, at højskolens egentlige anliggende ikke er faget,
men den folkelige oplysning, som faget kan føre frem mod. Det udtrykkes ofte på den
måde, ”at der ikke undervises i fag, men med fag”. Faget eller den faglige kvalificering er
ikke det væsentlige, men derimod et middel til at sikre målet, den ”folkelige oplysning”.
Den rene færdighedsindlæring må ikke tage overhånd. Det nævnes således i bemærkningerne,
at
”Ifølge lovforslaget kan ren færdighedstilegnelse højest udgøre op til halvdelen af den enkelte
elevs undervisningstid. Ved ren færdighedstilegnelse forstås en indlæring af fx manuelle
og intellektuelle færdigheder, der ikke perspektiveres af den brede almene oplysning.
Undervisning, der alene sigter mod tilegnelse af færdigheder i fx golf, keramik,
dansk, engelsk, journalistik, grafik, musik og drama, kan således højest udgøre halvdelen
af elevens undervisningstid.”
Men lovforslaget rummer alligevel et pudsigt indslag fra VEU‐rapportens begrebsverden,
hvor treenigheden ”personlige, almene og faglige kvalifikationer” vinder indpas i
teksten. Det fremgår både af § 1, stk. 2, hvor det lyder
”Kurser på folkehøjskoler tilrettelægges med henblik på at øge elevernes almene, faglige
og personlige kvalifikationer”
Og i bemærkningerne lyder det:
”På en fri kostskole er undervisningen tilrettelagt med henblik på at øge elevernes personlige,
almene og faglige kvalifikationer ud fra skolens værdigrundlag.”
For mig at se står det ”henblik” i et underligt uformidlet forhold til lovtekstens og bemærkningernes
understregning af ”folkelig oplysning” som hovedsigtet, og at undervisningen
skal have en ”bred almen karakter”. Måske er forklaringen den, at man i ministeriet
vil holde døren på klem for, at højskolerne under en eller anden form kan indgå i et
kommende VEU‐system.
Nogen kunne indvende, at de faglige færdigheder har en central placering i højskolerne,
se bare i Højskolernes Fællesbrochure eller i de enkelte højskolers salgsmateriale.
Det er linjeskoler og særlige fagtilbud, der bringes til torvs. Hvis man ikke lige ved det,
kan det være svært at tro på, at det er den ”folkelige oplysning”, der er i højsædet. Der
tilbydes allehånde opkvalificeringer i forhold til en mulig kommende videregående uddannelse,
journalistikkurser, der styrker mulighederne for at klare optagelsesprøven på
Journalisthøjskolen. Fagtilbud, der styrker mulighederne for optagelse på mellemuddannelser
rettet mod social‐ og sundheds‐ samt pædagogområdet, eller til seminarier eller
den sociale højskole. Eller til at få en god start på humaniora i Århus, eller til at få en
uformel kunsthåndværkeruddannelse, frivillig eller lønnet trænerjob indenfor idrætsforbundene
osv. At det er andre formål end højskolens hovedsigte, der præger skolernes
hverdag er ikke noget nyt. Men det viser måske blot, at selvom ånden er rede, kan kødet
være skrøbeligt, når højskolen handler i forhold til markedets betingelser.