DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

15. Højskolens særegenhed 163
Dens legitimering bunder heller ikke i, at den kan tilbyde ”oplivning” af livstrætte
mennesker. Det kan terapeuter, psykologer, præster og familie og venner gøre lige så
godt, hvis ikke bedre klare. Men den ”oplivende” side kan indgå som en vigtig periferiydelse.
Heller ikke i, at den kan tilbyde ”personlige kvalifikationer”, som især det nye vidensbaserede
erhvervsliv har behov for. Det kan højskolen også give som sekundærydelse,
især når den udfoldes i forbindelse med det almendannende, og det må betragtes
som et stort aktiv.
Nej, højskolens afgørende legitimering bunder i dens kerneydelse eller primære ydelse,
at den giver ”folkelig oplysning”, eller mere præcist sagt moderne almendannelse,
hvor det almene henviser til det folkelige og dannelse til oplysning. Men til forskel fra
”folkelig oplysning” er forbindelsen mellem den personlige odyssé og det almene sigte
klarere udtrykt med ”almendannelse”. Almendannelse rummer betydningsmæssigt højskolens
traditionelle kerneudtryk ”livsoplysning og folkelig oplysning og statsborgerlig
dannelse”, og giver dem en bedre indre sammenhæng og gør dem mere forståelige i en
dialog med det omgivende samfund og det øvrige uddannelsessystem. Denne ægte almendannelse,
hvor det personlige og almene forbindes i den frie personlige tilegnelse, er
en enestående ydelse, som det øvrige uddannelsessystem ikke i samme grad har eller vil
kunne få mulighed for at tilbyde.
Betegnelsen af højskolen som værende ”unyttig” kontra det formelle uddannelsessystem
som værende ”nyttig” er udtryk for en falsk modsætning. Højskolen er yderst nyttig.
Dens nytte er blot ikke så synlig for hverdagsbevidstheden, fordi den befinder sig på
det strategiske niveau, både med hensyn til det enkelte menneskes liv og samfundslivet.
I den nyeste virksomhedsteori ved man, at det afgørende led i virksomhedens arbejde er
den strategiske planlægning, at man har en ide og kan udstikke en mission og hovedmål
for sit virke. Derefter kommer sikringen af de nødvendige midler eller færdigheder i instrumentel
forstand på de taktiske og operationelle niveauer.
Dette samme gælder endnu mere for den enkeltes liv og for folkestyret. Her er det afgørende,
at vi har ord for vort eget og samfundets værdigrundlag, og at vi giver os tid og
rum til både en indre og en offentlig dialog om mål og mening. Det grundlagsmæssige eller
det ”idepolitiske” udgør det afgørende niveau i et godt liv og et sundt folkestyre. Eller
rettere det burde udgøre det. Det er det niveau, hvor vi afklarer de væsentlige spørgsmål
om vort eget liv, og det er det niveau, hvorfra der fastlægges principprogrammer og foreningsformål
og virksomhedsideer. Vor tids problem er netop, at dette bagvedliggende
målsætningsniveau/strategiske niveau tømmes for indhold, eller rettere det plejes ikke.
Det er i det tomrum, at højskolen har til opgave at gå ind både for den enkeltes og fællesskabets
skyld.
I en tale til den danske folkehøjskoles 150 års jubilæumsfest på Rødding højskole i
1994 sagde forfatteren Tage Skou‐Hansen: ”Højskolen gjorde almuen til et folk. Det kan
vist kun gøres en gang, selv om man gerne så det gentaget”. Det lød rammende, men ramte
alligevel ved siden af. For et folk skabes ikke bare én gang historisk, og så kan de
kommende generationer leve højt på det. Vi er ikke født som statsborgere, det skal vi
dannes til. Vi kommer ikke til verden med et personligt båret livssyn og en helhedspræget
karakter, det er noget vi til stadighed skal arbejde hen imod i en aldrig afsluttet proces.
Vi har ikke nogen medfødt almendannelse, den må vi udbygge livet igennem. Vi bli‐