DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

138
afgørende grænse er, at staten ikke må indblande sig i eller søge at styre folkets meningssætning,
deres holdninger og livssyn, da det er dem, der skal styre statens love.
Folkets meningsdannelse må staten ikke søge at styre. Det ville vende folkesuverænitetstanken
på hovedet, og staten vil blive totalitær. Folks selvbestemmelsesret og holdningsmæssige
autonomi er helt afgørende i et liberalt samfunds‐ og menneskesyn og den
republikanske demokratiopfattelse – og vi kan tilføje, det er helt afgørende i den grundtvigianske
opfattelse af folkets betydning. Den egentlige suveræn er folket og ikke staten.
Folkestyrets ide bygger på ansvarlige og myndige borgere, der har personlige holdninger
og egne værdier. Det demokratiske samfund bygger på et folk, der selv evner at
tage stilling og vælge, et folk bestående af personer der selv har et værdigrundlag og et
livssyn, som udgangspunkt for meningssætningen, for de politiske valg. Indenfor moderne
organisationsteori er det fundamentalt at få afklaret virksomhedens ide, dens mission
og overordnede mål. Det kaldes værdibaseret ledelse. Denne mål‐ og meningssætning er
bærende for den strategiske planlægning. Uden mål er virksomheden at ligne med et
skib uden destination, og resultatet bliver derefter.
Overført til folkestyret betyder dette, at det er folket, som skal sætte de strategiske
mål. Folket afgiver deres stemme for at udstikke de overordnede mål for politikken, og
de folkevalgte, den lovgivende magt skal så udmønte disse mål i kæder af undermål, og
statens udøvende magt, regering og embedsmænd skal sikre midlerne til deres gennemførelse
på det operationelle niveau. Folkets stemme er direktionen eller bestyrelsen bag
folketinget og regeringen, som kan svare til virksomhedens daglige ledelse. Men en
stærk folkelig ”styrelse” kræver en oplyst folkelig samtale.
Ude i det civile samfund må der være frie rum og institutioner, der kan sikre den frie
folkelige samtale om de strategiske mål, som staten skal styre efter. Det frivillige foreningsliv,
friskolerne og folkehøjskolen er særegne danske institutioner til sikring af dette
frirum for folkelig oplysning. Folkehøjskolen må derfor aldrig blive et uddannelsessted
for udmøntning af statslige bekendtgørelser om de rette kvalifikationer eller rette
livssyn og holdninger. Det er omvendt. Folkehøjskolen skal skabe rum for den folkelige
samtale om de mål, som skal styre de statslige bekendtgørelser og herunder uddannelsespolitikken
indenfor de statslige uddannelsessystemer. I den forstand er eller burde
folkehøjskolen have en privilegeret placering i forhold til det øvrige uddannelsessystem.
Folkehøjskolerne er et netværk i det civile samfund, hvor der bedrives ”folkelig oplysning”
og ikke offentlige institutioner, hvor staten via forvaltere bedriver ”folkeoplysning”.
12.2 Folkelig oplysning og folkeoplysning
I det første forslag til ny højskolelov fra 1993 anvendte man udtrykket ”folkeoplysning”
om hovedsigtet for højskolens virksomhed. Denne formålsbestemmelse blev efter indsigelser
fra FFD, Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark ændret til ”folkelig oplysning”.
For lægmænd kan denne skelnen virke pedantisk, men den rummer en helt central forståelse
af højskolens og friskolernes særegenhed og forskel til det statslige uddannelsessystem.
En forståelse, der også udgør livsnerven i det grundtvigske frihedssyn.
Hans Hauge, dr. phil og lektor ved Center for Kulturforskning, Århus Universitet har
givet en præcis bestemmelse af forskellen mellem ”folke‐” og ”folkelig”. En forskel der