DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

78
tekstil, drama, skriveværksted osv., og det der omkring 1950 lidt forsigtigt blev kaldt
”hobbyfag” er i dag en af grundpillerne i folkehøjskolens undervisning.
Disse fag er højskolerne ikke ene om at udbyde. Fritidsundervisningen har dem, og
markedet for tilbud om selvudvikling har dem, og markedet for tilbud om selvudvikling
gennem fag, som forsømmes i det officielle skolesystem, er stort og diffust. Folkehøjskolerne
er således i god pagt med deres egen tid. Men er de mere end det? Er der forskel på
det der udbydes på terapimarkedet og så folkehøjskolernes? Ja det er der. Men hvori ligger
forskellen? I folkehøjskolens verden ved man det vel, eller gør man? Eller gælder der
her som så mange andre steder først og fremmest om at knytte de bedste faglærere til sig
og så lade dem køre løbet uden at belaste dem med højskolens særlige ideologi.
Når man tænker på, hvor selvbevidst og selvoptaget folkehøjskolen er, kan det undre,
at netop de musiske fag har kunnet ”køre friløb” så længe. Kløften mellem højskolesyn og
højskolepraksis er således stor, men i takt med at konkurrencen på kursusmarkedet
skærpes, og at højskoleideen ikke længere er så selvfølgelig for den danske befolkning,
vokser behovet for at forklare og beskrive, hvad der adskiller folkehøjskoler og deres undervisning
fra al anden undervisning. Og i en sådan beskrivelse kan man ikke udelade de
fag, der udgør så markant en del af fagudbuddet.
Den første der for alvor tog det op var Knud Arnfred i bogen Højskolen til debat fra
1984. Og i antologien Midt i Højskolen (1991) viderefører Frederik Christensen denne
inddefinering af de musiske fag i højskolens historisk‐poetiske begrebsverden. I Vestbirk
Højskoles årsskrift 1991 tager Jens Grøn og Torben Rasmussen udfordringen op og giver i
en tankevækkende dialog‐artikel deres bud på, hvilke krav, der skal stilles til undervisningen
i de kunstneriske fag i folkehøjskolen.
De understreger, at erkendelse er et kardinalpunkt både i arbejdet med at fremstille
og at opleve kunst. Og overført til højskole‐hverdag indebærer det, at kunsten ikke må nøjes
med at fascinere. Der må hele tiden søges efter sprog, der kan tydeliggøre, hvad der
sker i hovederne på os, når vi fremstiller og oplever kunst – ”Den intellektuelle dovenskab,
der påstår, at man ikke kan tale om kunst, at man ikke skal arbejde på at objektivere
viden og oplevelse, at analysearbejdet dræber kunsten og lignende bør ikke accepteres i
folkehøjskolen.”
Else‐Marie Boyhus afslutter med at henvise til, at der er en ny højskolelov i vente:
”Det er en søgende og dybtgående artikel Jens Grøn og Torben Rasmussen har skrevet, og
denne kortfattede præsentation yder den ikke retfærdighed. Derfor læs hele artiklen og
tag bolden op. Højskolens formål, det almene og det fælles menneskelige er på dagsordenen
lige nu. Vi skal have en ny højskolelov og i disse måneder varmes der op til højskolernes
Maj‐konference, der vil komme til at handle om en ny formulering af højskolens formål.”