DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

4. Højskoleloven, 1970 57
1970‐lovens § 1, stk. 2 lyder:
”Folkehøjskoler kan, hvor særlige forhold gør sig gældende, tilbyde rettighedsgivende
undervisning efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren”
I 1942‐loven, § 1 stk. 2 nævnes der en dispensationsmulighed for rettighedsgivende undervisning.
Nu er ”dispensationsmulighed” ændret til ”hvor særlige forhold gør sig gældende”.
Åbningen mod rettighedsgivende undervisning blev således større i 1970‐loven.
I de særlige bemærkningerne til 1970‐lovteksten belyses formålsparagraffen nærmere.
Det nævnes, at man har ophævet sondringen mellem folkehøjskoler og faghøjskoler,
der blev indført ved loven af 1942, men som ikke fik nogen praktisk betydning, da der i
lovens øvrige paragraffer ikke blev gjort forskel på folkehøjskoler og faghøjskoler. Men
ophævelsen skal ikke tolkes sådan, at der er åbnet op for uhæmmet faghøjskole virksomhed.
”.. den indførte sondring mellem folkehøjskoler og faghøjskoler viste sig at være uden væsentlig
betydning. Den foreslås derfor ikke opretholdt i den kommende lov. Det skønnes
derimod vigtigt at fastlægge indholdet af § 1 således, at bestemmelsen giver mulighed for
en klar afgrænsning af, hvad der med rette må kunne godkendes under navnet folkehøjskole,
og hvad der bør henvises til at søge støtte under anden lovgivning.” 15
Spørgsmålet er, hvordan denne afgrænsning nærmere udmøntes i bemærkningerne til
lovforslaget. Folkehøjskolens hovedopgave og placering bestemmes bl.a. således:
”Der har altid været enighed om, at folkehøjskolernes hovedopgave er at give en almendannende
undervisning, hvis mål er elevernes udvikling til modenhed og medmenneskeligt
ansvar, og hvis frihed derfor ikke er begrænset af krav fra det almindelige uddannelsessystem.”
Udover denne ”hovedopgave” har højskolen dog også andre opgaver af mere ”nyttig” karakter.
Fortsættelsen lyder:
”Samtidig har mange af højskolerne dog lige fra begyndelsen fundet det naturligt at imødekomme
elevernes ønsker om at lære noget, der kan komme dem til gode i deres fortsatte
uddannelse eller erhvervsmæssige virksomhed.” 16
For mig at de legitimerer den ”tradition” ikke noget. For højskolerne var fra starten ikke
kun folkehøjskoler, der gav ”almendannelse”, men også udvidede folkeskoler, der gav
”almene kundskaber” og særlige erhvervsrettede fagskoler, der gav landbrugsfaglige
færdigheder. Med datidens lave uddannelsesniveau var ”bondehøjskolens” trespaltning i
højskole, folkeskole og landbrugsskole et forståeligt kompromis. Den havde så at sige et
ben i flere lejre, og det gav den fra starten særlige muligheder, men også identitetsproblemer,
der stadig spøger.
For i dag med den udvidede grundskole og langt flere faglige uddannelsestilbud står
denne ”historiske begrundelse” svagt. Man taler for sin syge moster i bemærkningernes
fortsættelse:
”I forrige århundrede var det en selvfølge, at mange skoler som ”bondehøjskoler” tilbød
en vis landbrugsfaglig undervisning. Dette er endnu i dag i nogen udstrækning tilfældet.
15 Bemærkninger til lovforslag om folkehøjskoler m.v., nr. 121 af 22. januar 1970, s. 8
16 Op. cit., s. 8