DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

6. Højskoleloven 1993 81
ste guldalder, hvor man talte om folkelig oplysning og livsoplysning i samme åndedrag
(..). Er der fornuft i at grave et ord op, som nok er nogenlunde klart og indlysende i
grundtvigske miljøer, men tåget og uklart i andre? Står højskolerne sig ved det? (..)
Og FFDs udvalg går et skridt videre end direktoratet, ved i sit forslag at sætte ordet
folkelig foran livsoplysning. Ved at bruge ordet folkelig indføres det fællesmenneskelige,
og derved flyttes opmærksomheden fra det individuelle til det fælles. Altså en distancering
fra en ensidig selvudvikling og en profilering i forhold til terapimarkedet (..). En strid
om ord – ja, måske, men mere end det. Bagved ligger ønsket om et opgør med den galopperende
pluralisme og den holdning, at alt er lige godt; bare der er lidt af hvert, så kan det
kaldes højskole eller i det mindste få statstilskud efter højskoleloven(..).
Staten ønsker præcisering og overblik over, hvilke forpligtelser man indgår i. Altså ingen
blankochecks. Mange højskolefolk ønsker det samme, ikke af bureaukratiske, men af
ideologiske grunde. Der skal være forskel på en folkehøjskole og et institut for fritidsterapi.
Der ligger således i arbejdet med en ny formålsparagraf ønsker dels om en opstramning,
dels om en afgrænsning.”
1993‐loven udtrykte en besindelse i forhold til traditionen og højskolens særkende både
overfor det formelle rettighedsgivende uddannelsessystem og overfor det private kursusmarked
og fritidsundervisningen. En bred strømning i højskoleforeningen og især i
dens ledelse ønskede at få styrket højskolernes traditionsrige opgave som en idebåren
virksomhed med rod i det civile samfund. Højskolen skulle igen i højere grad blive en
holdningsskole. Det viser sig også i
”forslaget om, at der bag hver folkehøjskole skal være en skolekreds bestående af et vist
antal enkeltpersoner (mindst 50 er nævnt), som personligt ønsker denne skole og viser
det bl.a. ved at betale et årligt kontingent. Og skolekredsen skal igennem sine valgte repræsentanter
i skolens bestyrelse have ansvaret for skolens drift. Derved udelukkes de
skoler, der drives og styres af organisationer, fonde, holdingselskaber eller andre former
for upersonlig kapital.
Igen er det en tilbagevenden til noget oprindeligt. Dette at det er enkeltmennesker, der
brænder for en ide og ønsker at virkeliggøre den. Tankevækkende i en tid, hvor ellers realiseringen
af de fleste initiativer er i hænderne på koncerner og selskaber, men højskolerne
vil altså afsværge (..) at lade sig opsluge af den anonyme kapital.”
I slutningen af juni 1992 blev kulturministeren Grethe Rostbølls lovforslag udsendt, og
det afveg på flere punkter fra skitsen, som man drøftede på Majkonferencen 1992 på
Snoghøj Folkehøjskole.
I kulturministerens lovforslag er hovedsigtet ændret fra ”livsoplysning” til ”folkeoplysning”;
det blev senere ændret til ”folkelig oplysning” efter pres fra FFD, der ønskede at
angive en afstand til fritidsundervisningen. Endvidere opretholder kulturministeren i
forslaget, at ”undervisningen skal være af almendannende karakter og et enkelt fag eller
faggruppe må højest udgøre 50 % af undervisningen”. Det blev senere under pres fra
Foreningen ændret til 2/3. Foreningens bestyrelse nævner i sit høringssvar, at man
”er enige i betoningen af det brede og almene sigte som det bærende i højskolen og vender
sig mod tendenser til fagspecialisering grænsende til det kompetencegivende. Men en