DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

104
Modstandernes kritik af at højskolerne blev en del af den frie ungdomsuddannelse gik
på to forskellige punkter. Den ene handlede om, at man fandt denne nye uddannelse
uheldig og ubrugelig. Den anden, at det var uheldigt for højskolerne at blive inddraget i
et kompetencegivende uddannelsesforløb. Morten Kvist, daværende forstander for
Askov Højskole var inde på det første punkt i en artikel i Kristeligt Dagblad: 6
”Hvad denne personlige kompetence opnås i forhold til, forlyder der ikke noget om, men
man fornemmer, at det drejer sig om et ungt menneskes personlige udvikling – af sig selv.
Man kan forestille sig uddannelsen bestående af et højskoleophold, en aupair‐tjans i
Spanien, og en periode som telefonpasser i Greenpeace, hvorefter der udstedes et papir
på en Fri Ungdomsuddannelse. Det vil være et ideelt, ungt forløb, vil mange af lovens fortalere
nok hævde. Hvad nu hvis en ung har været gadefejer. Oprydder i fiskeindustrien og
medlem af en eksperimenterende og grænseoverskridende gruppe ”fra videovold til gadevold”
og udvikler sig kolossalt derved? Er hun så også berettiget til at smykke sig med
titlen ”fri ungdomsuddannelse”. Enten er det ganske i orden, eller også går uddannelsen
ud på noget mere end blot udvikling af sig selv, nemlig udvikling af noget, som et givet
selv skal tage vare på. Begrebet uddannelse må forbindes med helst nyttig viden og kunnen,
hvilket altid er at vide eller kunne noget .(..).”
Den anden grund til modstanden var, at højskolen solgte ud af sin frihed ved at indgå
som del af et formaliseret toårigt uddannelsesforløb, hvor forløbet på højskolen skulle
give ”merit”, og der skulle udstedes et ”uddannelsesbevis”, og at skolerne indgik som
uddannelsesansvarlige overfor ministeriet, hvor sidstnævnte kunne fastlægge nærmere
regler om uddannelsens indhold.
Flertallet af jætterne indrømmede, at der var problemer her. Men de fandt ikke, at
skolernes frihed alvorligt var truet, for det var stadigvæk frivilligt for den enkelte skole,
om den ville være uddannelsesansvarlig. Aserne mente, at den frihed hurtigt kunne undergraves
af økonomiske hensyn, såfremt fuu blev den succes, som lovgiverne forventede.
For kun få skoler ville i tider med faldende elevtal kunne tillade sig at sige nej.
For mig at se lå den egentlige trussel mod højskolerne ikke i spørgsmålet om skolernes
frihed, men om deres identitet. For det ligger jo i fuu‐loven, at uddannelsesdelene
skal være led i en kvalificeringsproces underlagt fuu‐lovens formålsbestemmelse om at
give ”alsidige faglige kvalifikationer og udvikle de personlige kvalifikationer” og i en
form, så disse kvalifikationer ”kan godskrives i det øvrige uddannelsessystem og danne
grundlag for tilbagevendende uddannelse”. Det formål er ikke det samme som højskolelovens
formål om at give ”folkelig oplysning med et bredt alment sigte”. De to forskellige
formålsbestemmelser strider mod hinanden. Som sådan er det højskolens periferiydelser,
der er det centrale i den frie ungdomsuddannelse, og dens indplacering kunne således
bidrage til at udviske højskolens eget formål eller kerneydelse. Højskolen særegenhed
og forskel fra de færdighedsrettede uddannelser kunne blive utydelig.
Det har siden vist sig, at fuu‐eleverne ikke fungerer anderledes end de øvrige højskole‐elever.
De indgår på lige fod og får det samme udbytte som enhver anden elev. Det tyder
i praksis ikke på, at fuu‐forløbene har medført nogen fremmedbestemmelse af højskolens
formål. Tværtimod er det generelle billede, at fuu‐eleverne indgår på højskolens
betingelser, herunder at de opnår merit udelukkende på den tid, de er på højskolerne.
6 Kristeligt Dagblad den 22. august 1994, refereret i Højskolebladet nr. 27, 1994