DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

56
engagement. Ungdomsoprøret eller 68‐oprøret udsprang fra andet og mere end undervisningens
input, nok snarere det modsatte, at man gjorde oprør mod en for meningstom
og holdningsløs kundskabsformidling. Jeg tror, at ungdomsoprøret – mødet med de kritiske
og holdningsprægede studenter ‐ gjorde forskellen mellem de forskellige skoleformer
mere utydelig for højskolens folk.
Forskellen er mere iøjnefaldende i dag, hvor de unge gymnasieelever på højskolerne
godt nok er dygtige elever og interesserede i at lære, men de er ikke dannet til at have en
personlig mere sammenhængende livsopfattelse, et helhedssyn, der kan give en afrundet
og identitetsstærk karakter. Tværtimod er de dannet i den modsatte tradition: Ikke at
tro på noget, ikke at holde for fast på noget, ikke at tro på store fortællinger overhovedet,
og deres politiske interesser er mest begrænset til aktuelle enkeltsager. De er gennemgående
ikke blevet personligt udviklende af hele den institutionstilværelse, de har gennemløbet.
De kan være modne i den forstand, at de har udviklede sociale og kulturelle
kompetencer, og de kan orientere sig i skiftende virkeligheder, men de er ikke styret af
en indre overbevisning eller et grundlæggende værdisæt.
Nogle postmoderne teoretikere vil sige, at det er fordi, de har en højere realitetssans.
De er simpelthen klogere og har erkendt tilværelsens værdimæssige relativitet og nødvendigheden
af den ironiske distance. Men ser vi på de sidste århundredes personligheder
indenfor kunst, litteratur, filosofi og politik, har de alle registreret og gennemlevet
modernitetens gennemslag. De har kæmpet med deres livssyn, og de fremstår som klare
og faste i de personlige holdninger, som de nåede frem til. Det er ingen naturlov for modernitetens
bredere folkelige gennemslag, at holdninger skal erstattes af underholdning,
at personlig oplevelsessyge erstatter et personligt livssyn. Det har også noget at gøre
med de uddannelses‐ og dannelsestilbud, som de unge generationer har modtaget.
Det er i dag langt tydeligere, at højskolens tilbud eller ideelle kerneydelse ikke leveres
i det formelle uddannelsessystem. De dannelsesmæssige ansatser bliver tværtimod
presset ud af tidens effektivisering, af massegymnasierne og masseuniversiteterne. Tidens
tegn er uddannelsernes instrumentalisering i forhold til den globale konkurrenceevnes
krav. Det er en skrøne, at videnssamfundets erhvervsliv i højere grad end tidligere
tiders erhvervsliv har behov for almendannelse. Det har brug for informationsbehandlere,
globale symbolanalytikere og kulturelle afkodere, og det er noget ganske andet.
4.2 formål og betingelser i lovforslaget
Som nævnt af FFDs Udredningsudvalg blev 1970‐lovens formålsparagraf ”skrevet med
meget løs hånd”. § 1, stk. 1 lyder: ”Folkehøjskoler tilbyder voksne elever en almendannende
undervisning og kan inden for denne give enkelte fag eller faggrupper en fremtrædende
plads.”
1942‐lovens opdeling i folkehøjskoler og faghøjskoler er ophævet, de to typer højskoler
er slået sammen. Det tilsvares af, at formålet nu også slår det almene og det faglige
sammen i en sætning, hvor det i 1942‐loven var opdelt i to. Jf. ordlyden i 1942‐loven:
”Stk. 1 a ang. folkehøjskoler, der lægger vægten på almendannende undervisning. Stk. 1 b
ang. faghøjskoler, der giver et enkelt fag en fremtrædende plads i den almendannende
undervisning.”