DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

44
Men Wivel fremhæver på linie med Rosendahl, at højskolen må erkende sit nederlag.
Den må erkende at dens hidtidige store fortællinger og værdifaste syner er brudt sammen
under modernitetens indslag.
”Grunden har måttet ryddes, og der skal ikke rejses nogen ny højskoleborg med tårne og
tinder, hvorfra tidens forskellige afvigende åndsretninger kan beskydes, om så kun med
tomme ord. Vi er på bar bund, lad det være givet som udgangsposition for al pædagogisk
og anden aktivitet. Nederlaget og afmagten, hvor det drejer sig om bærende livssandheder,
er disse års ufravigelige vilkår, lad det heller ikke glemmes hvor talen er om højskole
og højskolesyn” 7
Senere i artiklen viser der sig dog et håb om et fikspunkt, hvorfra lyset stadig kan
strømme, nemlig fra kunsten og digtningen. Det babelstårn har Wivel sammen med de
øvrige repræsentanter fra Heretica‐kredsen ikke noget imod at søge lykken ved.
Men på linie med Jens Rosendahl mener Ole Wivel også, at Novrup ender i et for minimalistisk
program. Det er ikke nok, at læreren blot er åben, tom og hengivende overfor
eleven, han eller hun må også repræsentere noget andet og mere end tomhed og værdisammenbrud.
I lærer‐elev forholdet må læreren
”ikke under alle forhold frygte at stå som den givende. Han må kunne se bort fra egne
meninger, sin egen mere eller mindre afsluttede livsanskuelse – men ikke for at stå med
de berømte to tomme hænder. Sine erfaringer, sin erindring, sine oplevelsers fylde – og
sine faktiske kundskaber – behøver ingen at stikke under stolen. Ved hjælp af alt dette
sætter det ene menneske det andet i gang.
Elever kræver da også, hvor de har bevaret et sundt instinkt og en ægte livslyst, for det
første at læreren skal vide mere end de selv, faktisk og kundskabsmæssigt, og for det andet
at han har et standpunkt eller en holdning til sin viden. Ikke for at overtage denne
holdning i blind accept, men for at skærpe deres egen ægthedssans og deres egne vagt
formulerede anskuelser. De kræver at blive forstået, men så sandelig også at blive udfordret,
og eftergivenhed er lige så uønsket som bedreviden og tom disciplin.”
Og Wivel fortsætter:
”Opgøret i mellemkrigstiden og efterkrigsårene – med den gamle højskoles undervisningsform
og forkynderglæde – udspringer, så vidt jeg kan se, af et autoritetskompleks,
som er særdeles forståeligt og nærliggende for en tid, som har haft autoritære politiske og
andre systemer som kvælertag om halsen. Vi har endnu alt for tydelige spor omkring os af
den falske, tyranniske autoritet til at kunne møde begrebet, såvel personligt som alment
med sindsligevægt. Og dog er dette nødvendigt.
Der findes nemlig en ægte autoritet, som tjener livet – og som et menneske aldrig tager
af sig selv. Den personlighedens myndighed, som udtrykker ansvarsfølelse, trofasthed,
fantasi og sandhedsvilje er det direkte ansporende at møde – og den skaber omkring sig,
hvor mulighederne findes, en lignende frisindet myndighed, et af målene for al opdragelse.
Lad os af lutter frygt for arven fra den gamle højskoles personligheds‐ og især forstanderdyrkelse,
eller set på en større baggrund: af frygt for de dæmoniserede totalitære
ideologier ikke glemme et ældgammelt instinkt for vægt og redelighed, sundt mod og ligefrem
tale. Myndighed var engang bestanddel af det jævneste bondearistokrati, et andet
ord for selvagtelse, uundværlig også for den, som i et moderne samfund trues af den al‐
7 Op. cit., s. 156