DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

156
14.3 Kvalificering til meningsfuld fritid
Siden 1960erne har de fritidsrettede hobbyfag vundet stigende vægt indenfor folkeoplysningen.
Det gælder især indenfor aftenskolerne og fritidsundervisningen. Men tendensen
har også været til stede indenfor højskolerne, om end ikke så markant.
Denne udvikling hang sammen med fritidssamfundets udvikling og i særdeleshed
med massearbejdsløshedens gennemslag i perioden fra midt i 70erne til midt i 90erne.
De fritids‐ og hobbyprægede tilbud, i værste tilfælde direkte ferieprægede tilbud inden
for de korte kurser bredte sig. Fritidslivet og ikke menneskelivet kom i centrum. Det
æstetiske blev for ensidigt dyrket på bekostning af det kundskabsmæssige og etiske. Faren
ved at overeksponere det æstetiske kan blive en for ensidig dyrkelse af kultursider i
livsverden uden interesse for systemverden. Uden den forbindelse bryder almendannelsen
sammen, fordi det almene ikke længere er alment, da det ikke omfatter den historiske
og sociale og kulturelle helhed, men har udspaltet sig i et isoleret rum. Den folkelige
oplysning er ikke mulig uden, at livsvilkår præget af systemverden er med. Oplysningen
ender som ”æstetisk oplysning”.
Denne overvægt af det kreative og rekreative blev eksponeret i sommeren 1995‐96,
hvor den offentlige presse og politikerne rettede søgelyset mod de korte kursers sommerferiepræg.
Den offentlige kritik af højskolernes fritids‐ og feriepræg kom først efter,
at de samfundsøkonomiske konjunkturer vendte i 1994, og fritidssamfundet blev taget
af den politiske og kulturelle dagsorden, og i 1996 blev lediges og kontanthjælpsmodtageres
muligheder for at komme på højskole drastisk indskrænket af de store arbejdsmarkedsreformer.
Højskolens opgave som ”varmestue” for de store ungdomsgrupper
uden udsigt til arbejde eller uddannelse mistede legitimitet.
En særlig variant af den fritidsrettede højskole, er skolen for ”aristokratisk oplysning”,
højskolen som åndeligt højfjeldshotel. Stedet, hvor den arbejdsfrie elite mødes for
at få kultur og kunst. Det gamle aristokratis kendetegn har altid været arbejdsfriheden.
Arbejde var noget for de laverestående klasser. Den arbejdsfrie overklasse fandt mening
og udfordringer hinsides arbejdsliv og socialt fællesskab. Her fra rekrutteredes opdagelsesrejsende,
eventyrere, flanørerne og dandyerne i de europæiske hovedstæder. Herfra
opstod de endeløse teselskaber og parkpromenader og ferierejserne til kurbade og højfjeldshoteller.
Og herfra kom mange af det sidste århundredes frit levende bohemer og
kunstnere.
Godt nok kom den gamle overklasse ikke på højskolen, men dele af den nye middelklasse
har indoptaget de ”aristokratiske” idealer, og nogen af dem har fundet højskolens
frirum til at dyrke kunst og kultur attraktiv. Højskoleopholdet kan her blive et æstetisk
fristed fra hverdagens, arbejdslivets og de sociale realiteters fortrædeligheder. Den særlige
udgave er højskolen for unge med kunstnerdrømme, i en periode ofte unge ledige,
der drømte om en meningsfuld fritid og en mulig karriere som kunstnere og bohemer.
De kreative og rekreative fagtilbud spiller fortsat en stor rolle i højskolernes tilbud, og
der er fortsat mange linjeskoler i musik, kunstfag og kunsthåndværk. Som sådan kan de
godt indfri højskolelovens almene sigte. Det afhænger af, hvordan faget belyses. Men der
er næppe tvivl om, at de vil blive afkrævet nærmere fag‐pædagogiske redegørelser for,
hvordan det almene sigte varetages, når den nye højskolelov som forventet træder i
kraft den 1. januar 2001.