DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

11. Instrumentel fornuft og bløde kompetencer 133
nologi, suppleres i henhold til man‐må‐ikke‐glemme‐figuren 30 mio. kr. til humanistiske
forskningsinitiativer.
Uddannelsespolitisk har situationen ført til et krav om, at de humanistiske uddannelser
for første gang overhovedet i historien indretter sig på alene at fungere i forhold til
det private erhvervsliv. Det har igen resulteret i beslutninger om nedkortning af uddannelserne,
om fleksibilisering af dem, så de hurtigt kan omstille sig efter de varierende behov
i erhvervslivet, og om indførelsen af en fri kombinatorik, så de studerende selv kan
stykke deres uddannelser sammen af elementer fra forskellige fag. Konsekvensen er, at de
hidtil eksisterende ”langstrukturerede” uddannelser med integrerede lange erkendelsesforløb
erstattes af autonome kortkurser, opbygget i moduler.” 5
Fjord Jensens modsvar er ikke nostalgisk. Han ønsker ikke at vende tilbage til det gamle
humaniora, hvor nyhumanismens skønånd kunne udfolde sig frit men også uden forpligtelse
på systemets verden. Men han afviser, at alternativet skal være humanioras rene
instrumentalisering og reducering til systemets tjener.
Hans alternativ er den ”dialektiske humanisme”, hvor den frie tanke udfolder sig i en
stadig dialog mellem det eksistentielle og instrumentelle, og hvor det skal være den
kommunikative fornuft og ikke den instrumentelle, der fører ordet i denne brobygning
mellem system og livsverden. Samme position står Hans Henningsen for sin bog ”Højskolens
fronter” fra 1990. (jf. hovedafsnit I, kapitel 5.2).
Fjord Jensens kritik af den instrumentelle fornufts gennemslag har lighedspunkter
med Den amerikanske filosof Allan Blooms opråb i debatbogen ”Vestens intellektuelle
forfald” fra 1990. Bloom mener, at det intellektuelle niveau blandt den unge akademiske
generation er mærkbart dalet, og at demokratiet er truet, fordi den almene dannelse er
ved at smuldre i samfundet. Der tegnes et portræt af tidens studerende, som unge der
har opgivet at kæmpe sig frem til en personligt båret livsopfattelse. I stedet søger de
godt støttet af uddannelsespolitikere, studievejledere og tidsånden en udvendig instrumentel
viden, som hurtigt kan gøres nyttig i et fremtidigt job. For Bloom har den angelsaksiske
universitetsverden ‐ og vi kan roligt medregne den danske ‐ udviklet sig til
pragmatismens skøge (Jf. omtalen i hovedafsnit I, kap. 5.4).
Nytteaspektet, erhvervslivets behov, den internationale konkurrenceevne er forskellige
ord for den proces, hvor den instrumentelle fornuft slår igennem, og den neoliberale
ideologi vinder indpas i universitetsverdenen i 80erne. De humanistiske institutioners
frie tanke og kritiske fornuft kom under angreb i 1980erne, og i 90erne kom turen til
voksenuddannelserne, folkeoplysningen og højskolerne. Undervisningsministeriets debatoplæg
fra 1996 om et nyt kompetencegivende videreuddannelsessystem for voksne,
hvor højskolerne var tiltænkt en rolle, må ses i denne sammenhæng. En rolle præget af
fremmedbestemmelse.
Det betyder ikke, at Højskolen ikke kan forsøge at præge dette system med sin egen
dagsorden, den folkelige oplysning, og muligheden herfor kan heller ikke udelukkes på
forhånd. Men det betyder, at forsøg på placering fra højskolens side må se risikoen for
fremmedbestemmelse og instrumentalisering klart i øjnene. Troskaben over for traditionen
og besindelsen på det hidtidige idegrundlag må veje tungere end håbet om at opdyrke
nye markeder og taknemmeligheden over at få tildelt ny legitimitet af et system,
5 Op. cit., s. 42‐43