DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

18
Under folketingets 1. behandling af lovforslaget bekræfter alle partier på forskellig vis
dette grundsyn. 20 Der var tale om meget lange og dybtgående indlæg. Folketinget tog den
folkelige oplysning og folkehøjskolen yderst alvorligt dengang under 2. verdenskrig,
hvor landets frihed og sindelag var truet af en totalitær ideologi. Forretningsfører Chr.
Christiansen, Socialdemokratiet nævnte:
”Fra mit partis side ønsker vi at give tilslutning til det grundsyn, at skolen for den moderne
ungdom skal bygges på folkehøjskolens grund, og at det skal være en skole for det almene
og folkelige, ikke nogen neutral skole, men en skole, der bygger på et livssyn, en ide
og forudsætningen må sikkert være, at skolens elever møder frivilligt. Intet i det fremsatte
lovforslag ændrer dette grundsyn på folkehøjskolerne; det bliver måske snarere stærkere
understreget (..). Det har altid været hensigten, at højskolen skulle søge at samle tilslutning
fra alle befolkningskredse og i sit arbejde være forkynder af en ide og dermed
skabe inspiration til et livssyn (..).
Fra vor side ønsker vi gerne at yde vor bedste indsats for højskolen. Vi betragter den
som en særpræget dansk foreteelse, og vi tror, at den er i stand til at løse sin betydningsfulde
opgave: at være vækker, sædemand og igangsætter for den danske ungdom (..) og
det er vor opfattelse (..) at de unge vender tilbage til deres daglige dont med fornyet lyst
og med afklarede anskuelser om menneskelige og borgerlige forhold og dermed være i
stand til at tage virksom del i det folkelige fællesskab i stort og småt”
Domæneforpagter Erik Appel, Venstre nævnte:
”I udvalgsbetænkningen hedder det, at formålet med højskolens undervisning er inspiration
til et livssyn. De gamle højskolemænd ville dog sikkert vende sig i deres grave, om de
hørte dette udtryk, fordi det fremmede ord intet udtrykker for dem, og fordi det ubestemte
ville møde deres afgjorte indsigelse. De ville klart bekende, at de ønsker at vække
dansk ungdom til et kristent livssyn. Vil man derimod indvende, at der med Grundtvig må
holdes på, at den skal vækkes til dansk folkeligt livssyn, vil jeg dertil svare, at det dansk
folkelige for Grundtvig som for Kold var betinget af det kristne. Af ledere og lærere på
Danmarks nuværende højskoler står kun nogle få mænd uden for det kristne livssyn, og
det er min alvorlige personlige overbevisning, at højskolen som folkehøjskole står og falder
med det nævnte livssyn.
Der går stærke strømninger over Europa mod et folkeligt livssyn af denne art. Også
som modvægt derimod er det af afgørende betydning, at folkehøjskolen bevarer sin frie
og friske slagkraft”.
Appel havde ikke noget imod udtrykket ”livssyn”, men at der ikke stod ”kristent” foran.
For ham måtte ”folkelig oplysning” være lig med ”kristen oplysning”. Men det hænger jo
ikke sammen med ”friheden” fra statslig indblanding. Reelt taler han her for en kristen
præget folkeoplysning styret af staten, og ikke en folkelig oplysning i folket, som grundlag
for et frit folkestyre. Han undergraver hermed idegrundlaget bag folkesuverænitetstanken.
Højskolen skal gøres til en ”folkeskole” på linje med en ”folkekirke”, hvor ”folke‐”
reelt betyder ”stats‐”. Pastor Kristen Amby, Konservative folkeparti kunne støtte ham:
”Højskolen er (..). en særegen skoleform, som overhovedet ikke kan bevare sin karakter
og heller ikke sin betydning for folket og for åndslivet i Danmark, for det folkelige åndsliv,
20 21/3 42: 1. behandling af L.T.F. om folkehøjskoler m.v. for den voksne ungdom, Folketingets Tidende spalte
1395‐1442.