DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

7. Legitimeringskrisen 1993-97 91
fagtilbuddene igennem og er kommet til det resultat, at mindre end 10 skoler har et
egentligt samfundsbetonet sigte, og omkring 25 har et delvist samfundssigte. (..)
Det er tvivlsomt, om salig Grundtvig føler noget slægtskab med en lille halv snes skoler,
der har yoga og yogafilosofi på programmet, for ikke at tale med dem, der lokker med
bevidsthedsudvikling, transcendental filosofi, meditation, okkultisme, østens erkendelsesveje,
kropsbevidsthed og zoneterapi? Det vrimler med såkaldt kreative fag, hvor cubansk
rytmik og gøgl er de mest ejendommelige emner. Selv en af Indre Missions skoler
lægger megen vægt på det kreative. Som noget helt fantastisk kan man ifølge en af skolernes
fagtilbud lære om windsurfing og sejlsport.
I en tid, hvor vi oplever så mange politiske forandringer, kan det undre én, at det ikke
kan aflæses i folkehøjskolernes udspil til de kommende elever. Har højskolens folk ikke
noget budskab af politisk karakter? (..) Meget peger i retning af, at højskolerne burde ses
efter i sømmene. Man kunne med den lovrevision, som nu to ministre efter hinanden har
lagt op til, lade højskoleloven være begrænset til det lille mindretal af skoler, der kan gøre
krav på at blive betragtet som højskoler, og så kunne man udarbejde en kostskolelov for
de øvrige skoler”.
Til Højskolernes årsmøde, august 1994 på Rødding Højskole fandt formanden Mogens
Hemmingsen også anledning til at fremhæve det væsentlige ved Højskolens virksomhed.
”Højskolens primære opgave er den folkelige dannelse og oplysning. At få belyst den tilværelse
vi skal leve sammen, vores bundethed til historie, natur og samfund, opdage egne
kræfter, tage udfordringen op i mødet med poesien og kunsten – alt sammen for personligt
at kunne tage stilling, danne fællesskaber og handle myndigt og ansvarligt. (..).
I 1994 kan man ikke entydigt tale om højskolen i bestemt form eller om ”den danske
højskole”. Det er ærligere at tale om de danske højskoler. Vi befinder os i spændingen
mellem enhed og mangfoldighed. Mange højskoler ønsker mere markante afgrænsninger i
form og indhold af, hvad der overhovedet kan kaldes en folkehøjskole. Det brydes med
andre skolers ønsker om at sprænge flest mulige begrænsninger i form og indhold – bestemt
af ideologiske, pædagogiske og markedsmæssige hensyn”. 3
Forstanderkonferencen i oktober 1994 på Esbjerg Højskole var også præget af anfægtelser.
”Et gennemgående tema i hele konferencen var, at højskolebevægelsen har et skrigende
behov for at formulere sig. Grundlaget for en højskole må og skal have ord, hvis det skal
være fælles, og grundlaget må til stadig debat på de enkelte skoler og i større sammenhænge.
Alle er selvfølgelig forpligtet på det, men der er særlige forventninger til forstanderne.
De må skaffe sig tiden til fordybelse. Det er ikke nok, at det i øjeblikket går godt for
højskolerne, det er ikke nok, at det er ”fedt” og spændende at være på højskole. Der må
formuleres både et menneskesyn og et samfundssyn, højskolen er dengang som nu enestående,
men det må iklædes ord. Hvad vil det sige at lave god højskole.” 4
Ifølge referatet fra konferencen ved Else‐Marie Boyhus var det første døgn præget af en
vis usikkerhed. Men debatten kom på skinner den næste dag med indlægget fra Jakob
Krøgholt, frimenighedspræst, der blev bragt i forkortet form i samme nummer af højsko‐
3 ”Uddrag af Formandens beretning”, Højskolebladet nr. 23, 1994
4 Referat ved Else‐Marie Boyhus: ”Når forstandere mødes”; Højskolebladet nr. 38, 1994