DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

9. Optakt til lovrevision, 1993-99 119
almene sigte i undervisningen er tilgodeset”. Dette almene sigte, siges det videre ”kan have
perspektiver af f.eks. filosofisk, historisk, kulturel, politisk, samfunds‐ eller naturvidenskabelig
karakter, hvori der indgår et menneske‐, samfunds‐ eller natursyn.”
Vi ser ingen grundlag for Højlunds ironiske tone. Det er en yderst indholdsrig udmelding,
at undervisningens almene sigte skal styrkes fra at udgøre en tredjedel til halvdelen af
undervisningen. Det bliver da også tydeligt, når Højlund funderer over konsekvenserne
af dette forslag:
”Enten er dette en opfordring til stærkt kreativ tænkning i diverse lærerkredse, eller også
er der en række skoler, f.eks. filmhøjskolen, designhøjskolen og en række idrætshøjskoler,
husholdnings‐skoler, håndarbejdsskoler m.v., som kommer i alvorlige vanskeligheder. Så
mon ikke ministeren i den endelige lovgivning tildeler sig selv et tilstrækkeligt frirum i
form af dispensationsmuligheder, så det hele kan gå videre som det plejer?”
”Musen har åbenbart alligevel barslet med et bjerg”. Forslaget er så radikalt, at en række
skoler risikerer at miste godkendelse og tilskud, såfremt ministeriet finder midler til at
kontrollere om et udvidet alment sigte efterleves. Højskolerne bliver ikke delt op i to
foreninger med to love: en højskolelov og en kostskolelov, som bl.a. Torben Jørgensen,
daværende forstander for Ryslinge Højskole foreslog i 1997. Men lovforslaget rummer
en stramning, der kan indebære, at en stor del af højskolerne vil falde udenfor loven.
Højlund har ingen grund til at bagatelliserer forslaget som tankevækkende mangel på
resultat. Forslaget rummede den hårdeste udmelding siden 1942‐loven. Og for en god
ordens skyld. Ministeren åbner ikke op for dispensationsmuligheder i det endelige lovforslag.
Tværtimod: Sigtet er blevet uddybet og præciseret i lovforslagets bemærkninger
i en grad, så der er reel mulighed for at kontrollere, om skolerne lever op til de nye indholdsmæssige
stramninger.
Men ét er, at lovændringen giver mulighed for stramninger, noget andet er om det i
praksis vil ske. Højlund kan meget vel få ret i hans formodning om, at alt fortsætter som
før.
”Man kan næppe forestille sig, at ministeren løser den gordiske knude ved en alvorlig indskrænkning
af rumfanget i den paraply, der hedder lov om folkehøjskoler m.v., så alle de
højskolemæssigt mere tvivlsomme eksistenser kommer til at stå ude i den kolde forårsregn.
Eller kan man?”
Spørgsmålet er, om staten finder vilje og midler til at sikre lovens ånd og sigte, i så fald
kan de kommende år blive en barsk tid for faghøjskolerne. Men til gengæld åbner det op
for en renæssance for Højskolen med stort H. Hvis staten ikke har viljen og midlerne, så
kan Højlund udmærket få ret i hans afsluttende konklusion.
”Skulle man på baggrund af rapporten spå om noget, så er det, at nok kommer der måske i
næste folketingssamling et lovforslag, men det betyder ingen revolution i forhold til tingenes
tilstand nu”.
Hvem ved. Nøgternt set, er det ikke flertallet af dagens højskoler, der har levet op til kravet
om blot 1/3 alment sigte, og meget få, hvis nogen kan siges at have levet op til et krav
om halvdelen. Så det bliver nye og lyse tider for ånden, men støvet får det ikke nemt.
Folkestyrets mænd og kvinder har givet ministeriets embedsmænd den store fejekost,
samt en formaning om, at den også skal bruges i lovens ånd.