DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

144
13. Almendannelse
De centrale begreber for højskolens virksomhed er på den ene side ”almendannelse”,
”almendannede sigte”, ”bredt alment sigte ” og på den anden side ”folkelig oplysning”,
”livsoplysning”, til tider ”folkelig livsoplysning” og som sideudtryk ”folkeoplysning”.
”Almendannelse” var hovedsigtet i 1942‐loven og 1970‐loven, mens ”folkelig oplysning”
blev indført i 1993‐loven som det hovedsigte, der både skulle omfatte undervisning
og samvær, mens undervisningens sigte stadig var af ”almendannende karakter”. I
lovforslaget 1999 er ”dannelse” og ”dannende” gledet helt ud. Her tales der kun om en
undervisning med ”bred alment sigte”. ”Dannelse” blev fravalgt til fordel for ”oplysning”,
og ”det almene” nærmest erstattet af ”det folkelige”.
Det ser jeg ikke som nogen heldig udvikling. ”Almendannelse” i 1942‐lovens betydning
finder jeg mest dækkende for traditionen, og jeg tror, at denne betegnelse for højskolens
hovedsigte ville lette dialogen med det øvrige uddannelsessystem og den bredere
offentlighed om højskolens særegenhed, og endelig kan begrebets betydninger gøre
det nemmere at indkredse højskolens aktuelle hovedopgaver og placering i det samlede
uddannelsesbillede. De synspunkter skal udfoldes i dette afsnit.
13.1 Højskolens kernebegreber
De to hovedbegreber for højskolens virksomhed blev med 1994‐loven stadfæstet som
folkelig oplysning og livsoplysning, ens begrebet almendannelse gled ud af lovens formålsparagraf.
Men de to hovedbegreber kan tolkes som to sider af det bærende begreb
”almendannelse”.
Livsoplysning står for den personlige dannelse, mens folkelig oplysning står for den
folkelige dannelse. Livsoplysning har fokus på det eksistentielle og personlige, folkelig oplysning
på det samfundsmæssige og fælles. Almendannelse har fokus på begge steder.
Livsoplysning står for en oplysning, der udfoldes på det eksistentielle og transhistoriske
plan, eventuelt med tangenter til metafysik og transcendens. Her er den personlige
og almenmenneskelige dannelse central. Folkelig oplysning står for en oplysning, der udfoldes
om de fælles historiske og kulturelle forhold, om de fælles samfundsmæssige livsbetingelser.
Her er den samfundsmæssige og medborgerlige side af dannelsen bærende.
Begrebet ”almendannelse” har to komponenter: ”dannelse” og ”almen”. Den første
komponent: ”dannelse” sigter mod en formning af det enkelte menneske som en helhed
af fornuft, følelser og vilje, og den udgør en proces, hvor viden og kunnen af intellektuel,
musisk, kreativ og kropslig karakter overtages personligt. Dannelse og identitetsudvikling
er nært forbundne. Dannelse starter som en kulturel formningsproces, som sætter
ind efter fødslen. Fra starten initieret af andre, der i forvejen er inde i den kultur, som
barnet skal indgå i, men undervejs overtager den unge selv dele af sin dannelsesproces,
som en målbevidst tilegnelse af kulturen og dens muligheder. Socialisering udgør også
en formning af den enkeltes personlighed, men til forskel fra dannelsesprocessen sker
den af sig selv gennem mangfoldige processer, uden at der er tale om en bevidst målrettet
og frivillig indsats fra personens side. Dannelse bliver hermed den enkeltes eget projekt,
tæt sammenvævet med den enkeltes identitetsprojekt.