DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

146
stod det rette, også ville gøre det rette, at sand kundskab følges af god moral. Det sande,
gode og smukke hang naturligt sammen langt op i idehistorien. Men fra og med Kant ophører
denne sammenhæng med at være en selvfølge, tværtimod bliver dens adskillelse
et problem. Kant splitter viden og moral og kunst fra hinanden, og han skaber i stedet en
mere ligestillet tredeling af videnskab, etik og æstetik. For ham førte videnskaben ikke
med selvfølgelighed til det gode og smukke. Det var for ham en overbelastning af fornuften
at tiltro den så store evner. Etik og æstetik havde også et selvstændigt ord at sige om
menneskelivet og det gode samfund og den smukke kultur. Denne tredeling tilsvares af,
at menneskets sjælsevner opdeles i fornuft, vilje og følelser. Med Kant udfoldes et menneskesyn,
der er mere komplekst end oplysningstidens tørre fornuftsvæsener. Fornuften
må finde en ny samklang med de andre sjælsevner som vilje og følelser.
Med denne tredeling af menneskets sjælsevner, bliver deres mulige sammenhæng eller
mangel på samme det store problem. Det fornuftige menneske behøver langt fra at
være god eller viljestærk. Det gode menneske kan være ufornuftig og handlingslammet
og blot skabe ulykker omkring sig. Det viljestærke menneske kan handle i blinde og uden
medfølelse. Opgaven bliver nu at bringe disse sjælsevner i samklang, og dermed skabe
mennesker i balance og harmoni, både til glæde for dem selv og samfundet. Kants adskillelse
af videnskab, etik og æstetik gav hvert område nye selvstændige udfoldelsesmuligheder,
men problemet blev så at sikre en ny sammenhæng mellem det adskilte. Det
blev udfordringen for dannelsestanken i den efter‐kantianske filosofi. Den toneangivende
strømning blev nyhumanismen repræsenteret ved bl.a. Herder, Humboldt, Hegel.
Hos nyhumanisterne havde fornuften vel stadig det store ord at sige, men det er deres
centrale tanke, at kundskab kun virker dannende, når den integreres med følelserne og
viljen i personligheden. Nyhumanismen er således langt fra oplysningstidens dyrkelse af
den tørre fornuft og fra dennes tro på at videnskaben bare skulle bæres ud til folket. Den
sande dannelse kræver den personlige tilegnelse, at den enkelte selv aktivt tilegner sig
viden i samklang med sine følelser og vilje. Mennesker kan ikke bare passivt oplyses, de
må selv aktivt involvere hele deres person i oplysningen. Dannelse bæres af den enkeltes
aktive personlighedsformning, og kan således kun udfolde sig i frihed fra ydre tvang.
Nyhumanismen var fra starten i opposition til den tidlige oplysningstids nyttestræben
og mekaniserede univers, og de lagde i stedet hovedvægten på de personlighedsudviklende
egenskaber. For dem var det et problem, at fremskridtet, industrialisering og
markedsøkonomi, og den begyndende videnskabeliggørelse og instrumentalisering af
livssammenhænge sønderrev tradition og kultur. For nyhumanisterne udgjorde ”fremskridtet”
og ”den tekniske videnskabeliggørelse” en trussel mod mennesket. Det stod i
fare for at blive reduceret til en rodløs brik i et uoverskueligt samfundsmaskineri, der
udviklede sig uden mål eller med, uden menneskelig styring. Mod denne forsimpling og
instrumentalisering søgte de at fastholde nogle fælles humane værdier, som kunne være
et modtræk til den åndløse udvikling. De anså samtidens fremskridtsvenlige og teknisk
fikserede kultur som en forfaldskultur og søgte derfor et holdepunkt i tiden, før verden
gik af lave, især i den klassiske antikke kultur. Det var på mange måder, det samme
Grundtvig gjorde. Han var bare mere lokal i sit sigte, og søgte de ægte og oprindelige
værdier, der kunne give et åndeligt orienteringspunkt, i den nordiske ”klassik”, i oldtidens
nordiske mytologi. Nyhumanismens almendannelse fandt fra starten af 1800‐tallet
og frem til ungdomsoprøret i 1968 en central placering på universiteternes frie humani‐