DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

2. Betænkning om folkehøjskolen, 1960 33
domsudvalgets Betænkning fra 1940 og 1942‐loven og dens bemærkninger (dog er begreber
som livssyn og forkyndelse gledet ud), og de mener samtidig, at disse udtryk er i
fuld overensstemmelse med Grundtvig og højskoletraditionen. Ja, de mener, at de bruger
traditionens kerneord.
”Ophavsmanden til denne skoleform er N.F.S. Grundtvig (..). om folkehøjskolens formål
har han udtalt, at målet ikke er eksamen og levebrød, men dannelse og oplysning (..) herunder
navnlig samfundsfølelse og kundskaber om samfundet samt evne til at udtrykke sig
naturligt på modersmålet. Dette formål skulle opnås gennem frivillig undervisning –
navnlig i form af mundtlige foredrag og samtaler – af den voksne ungdom i almendannende
fag, der var egnede til at udvikle elevernes personlighed; en særlig fremtrædende
plads tilkom historie og dansk litteratur.” 4
”Almendannelse” er nøgleordet. Det viser sig også senere i Betænkningen, hvor man belyser
forskellen mellem folkehøjskolerne og faghøjskolerne, som blev adskilt i 1942‐
loven. Ifølge Betænkningen kan formålet med de egentlige højskoler, dvs. folkehøjskolerne,
hvor de almene fag dominerer til forskel fra faghøjskolerne, bestemmes ved, at her
”omfatter undervisningen i overvejende grad alment menneskelige spørgsmål af kulturel
og samfundsmæssig karakter. Formålet er at udbygge elevernes forståelse af den verden,
der omgiver dem, og at vække dem til personlig stillingtagen til livets og samfundets problemer.
Hovedformålet for skolens virke er således hverken at give neutral oplysning eller
at agitere for bestemte anskuelser, men derimod at fremme en afklarings‐ og modningsproces
hos eleverne gennem disses møde med alment menneskelige spørgsmål gennem
lærerkræfter, som søger at tage selvstændig og personlig stilling til disse spørgsmål.”
5
Udtryk som ”livssyn” og ”forkyndelse” er gledet ud. Nu drejer det sig om at lære de unge
at tage kritisk stilling, at lære dem ”at tage en selvstændig og personlig stilling”. Det moderne
værdisammenbrud er begyndt at spille ind. og hermed får en dannelse, der gør
krav på almenhed – almendannelse – også stigende problemer. I løbet af 60erne møder
begrebet en stigende afvisning fra de ”dannedes” side, og ungdomsoprøret trængte det
helt ud. Begrebet overlevede godt nok i højskoleloven fra 1970, men i kraftig udvandet
form, og pudsigt nok blev det presset ud fra1993‐loven, samtidig med at almendannelsen
igen fik en renæssance andre steder i uddannelsessystemet og kulturdebatten.
Betænkningens styrke er dens overraskende modernitet. Den taler nærmest postmoderne
i sin tidsdiagnose.
”Den selvstændiggørelse, som altid har været karakteristisk for ungdomsårene, bliver i
vore dage ofte et spring ud i det ukendte, mens den før i tiden – navnlig indenfor bondestanden
– var en fortsat vækst i en i det store og hele velkendt og velforstået verden, hvor
de nye roller, der skulle overtages i årenes løb, var kendt på forhånd.
Når den voksne tilværelse i vore dage ikke i tilstrækkelig grad lader sig forberede i
barneårene (..). beror (..) det på det moderne samfunds udviklingshastighed. Mens de forhold,
som børnene før i tiden skulle forberedes på, stort set var de samme, som havde
mødt deres forældre og lærere, da disse var børn og unge, og den ældre generation derfor
kunne vejlede den yngre ud fra sine egne erfaringer, har udviklingen i vore dage løsnet
4 Op. cit., s. 7
5 Op. cit., s. 19