DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

74
I artiklen omtaler Korsgaard også den senere debatudgivelse ”Højskolen til debat 1984”,
der var redigeret af Finn Slumstrup, og der er for Korsgaard tydeligvis en stor forskel
mellem de to bøger:
”Forskellen går groft sagt mellem højskolesyn og højskolefakta. I 1984‐udgaven er der ingen
Kaj Thaning og Jørgen Bukdahl, der tager livtag med hinanden om Grundtvig, Kold og
Kierkegaard. Derimod hører vi bl.a. om elevtilgang, økonomi, lovgivning, forholdet til staten,
teknologi, arbejdsløshed og dertil en række konkrete, men vidt forskellige højskoler,
som dog har det tilfælles, at de er specielle i forhold til den grundtvigske folkehøjskole.
I 1984‐udgaven er det et hovedspørgsmål, om alle højskoler, der er omfattet af højskoleloven,
nu også er folkehøjskoler. Er en skole uden videre højskole, når den opnår statsanerkendelse
efter højskoleloven? I juridisk forstand er der ingen tvivl; tvivlen indfinder
sig derimod, når man spørger om højskole i åndelig forstand. Men hvad kan tale på Åndens
vegne?
I hvert fald kan man ikke tale om folkehøjskolen, siger Jakob Krøgsholt i 1984‐
udgaven: ”Folkehøjskolerne har i dag ikke længere noget fælles grundlag, ‐ udover den
lov, som gør deres eksistens økonomisk mulig. Det kan ikke lade sig gøre at tale om folkehøjskolen,
som om der eksisterer en fællesnævner"”
Korsgaard ser forskellen mellem de to udgivelser som et vidnesbyrd om, at der er sket
noget afgørende i mellemtiden med Højskolen. Den har mistet både et fællespræg, men
også en fælles rammeforståelse af skoleformens opgave og særpræg. Den eneste tilbageværende
fællesnævner er åbenbart, om højskolerne modtager statstilskud eller ej, om
staten vil godkende dem som højskoler. De, der bliver godkendt, kan komme med i HS`s
Fælleskatalog og blive medlem af Foreningen, og det er så folkehøjskolernes fællesskab.
Korsgaard kan have ret i, at ”Højskolen til debat, 1984”, ikke gav noget indtryk af en
selvbevidst skole. Det er ikke muligt at finde et bud på, hvad der er højskolens væsen,
dens opgave og særpræg. Men det stod ikke meget bedre til med debatbogen ”Midt i Højskolen”
fra 1991. Den er også et vidnesbyrd om den stadige usikkerhed og søgen efter
sin placering. Den har mange interessante artikler om de nye fags mulige betydninger,
men den bagvedliggende samlede betydning af det nye højskolebillede findes ikke. Der
er spændende spredte tangenter, men man leder forgæves efter et mere samlet højskolesyn.
Det klareste og bedste bud på højskolens opgaver – omkring 1990 ‐ er for mig at
se Hans Henningsens i ”Højskolens fronter”.
Det afgørende fremskridt var dog, at tiden var præget af grøde og selvransagelse. Debatten
i Højskolebladet op til lovrevisionen i 1993 er spændende, og FFDs arbejde, herunder
Udredningen fra 1987 og Beretningerne til foreningens årsmøder er givende læsning.
Som helhed var debatten op til 1993‐loven langt mere åndfuld end den tilsvarende
debat op til 1970‐loven. Det gælder både den politiske debat og højskolernes egen debat.
Højskolen var igen ved at finde sine rødder og egne fødder og kunne indgå i frugtbar dialog
om tidens opgaver.
5.4 Debatten i foreningen op til 93-loven
Daværende redaktør af højskolebladet, Morten Kvist påpegede i en leder i Højskolebladet
i foråret 1990 det forældede ved den gamle tvist mellem den klassiske dannelse og
den folkelige dannelse, mellem gymnasiet, universitetet og folkehøjskolen. For