DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

7
Indledning
Arbejdstitlen for rapporten til FFD’s Uddannelsesudvalg var ”Højskolens muligheder i
det nye uddannelsesbillede”. Mit udgangspunkt har været, at et meningsfuldt svar på
højskolens muligheder forudsætter en indkredsning af højskolens særegenhed, en bestemmelse
af dens kerneydelse. Hvad er højskolens bærende idegrundlag, hvad er dens
eksistensberettigelse, hvad er det egentlige og væsentlige i højskolens opgaver. Det var
samtidig min opfattelse, at der ikke findes noget selvfølgeligt svar på disse fundamentale
spørgsmål. Dagens højskole har en uklar profil og usikker identitet. Rapporten fik dermed
karakter af en identitetssøgning, og metoden har både været historisk og analytisk.
Eftersøgningen har især fokuseret på højskolernes lovgivning og på udvalgte tekster i
højskolernes nyere historie. Det var arbejdstesen, at højskolelovgivningen rummer de
centrale tekster til forståelse af højskolens identitet, opgaver og sigte. Tekster, hvor lov
og tradition mødes. Gennemlæsningen af disse tekster har bekræftet denne tese. Det er
her, der virkelig er noget på spil.
Debatten om, forarbejdet og bemærkningerne til højskolelovene er spændende, fordi
de udgør et resultat af periodens mest gyldige selvforståelse, præget af en omfattende
dialog mellem højskolens folk og folkestyrets repræsentanter. Alle højskolelove har været
gennem en lang og dybtgående behandling. Typisk udarbejdes der en betænkning fra
et udvalg præget af de fremmeste folk på området. På baggrund heraf fremlægges et lovudkast
med bemærkninger, som udsendes til høring. Derefter fremlægges forslaget til 1.
behandling i folketinget, og der udarbejdes en ny betænkning, hvor svar og kommentarer
fra alle berørte parter er søgt indarbejdet, og efter 2. og 3. behandlingen udmøntes
den endelige lovtekst.
De mere formelle tekster vedrørende lovarbejdet kan afgrænses; mens det mere
uformelle lobbyarbejde og de sideløbende debatter i højskolekredse og den bredere offentlighed
kan være sværere at få hold på. Den primære kilde har i denne rapport været
indlæg og debatter i Højskolebladet og centrale bogudgivelser, som giver en forståelse af
det åndsklima, som lovene blev udformet under.
Min tilgangsvinkel var en foreløbig forståelse af højskolens ide og placering samt en
begejstring for det nye lovudkast fra 1999. Men det afgørende fokuspunkt, der flyttede
min forståelse undervejs, blev mødet med teksterne op til 1942‐loven. Det var første
gang, at der var en debat og lovbehandling af højskolens formålsparagraf. Man søgte her
at sætte ord på højskolens kerneopgaver. Disse tekster udgør et privilegeret sted for traditionsbesindelse,
og de blev hurtigt rapportens springfjeder. De satte for mig de senere
love i perspektiv og gav et afgørende orienteringspunkt for min forståelse af højskolens
aktuelle muligheder.
Undervejs blev det stadig mere klart for mig, hvor særegen højskolen er i forhold til
det øvrige uddannelsessystem, og denne særegenhed er netop dens eksistensberettigelse.
Enhver tale om højskolens nyplacering i uddannelsesbilledet må tage højde for og
understøtte denne særegenhed. God fornøjelse.
Hans Jørgen Vodsgaard,
januar 2000