DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

2. Betænkning om folkehøjskolen, 1960 35
2.3 Det faglige og det almene
Spørgsmålet om det almene sigte kontra den faglige dygtiggørelse er centralt placeret i
betænkningen. I forhold til 1942‐loven er der sket en glidning mod en dobbelt legitimering.
Man fremhæver stadig det almene sigte, men nævner sideløbende også højskolens
faglige erhvervsrettede nytte. Man er bevidst om, at det generelle uddannelsesniveau
øges, især de kompetencegivende uddannelser er i vækst, og man er i tvivl om, hvorvidt
der er brug for højskolen, hvis den ikke samtidig kan begrunde sin nytte i instrumentel
forstand.
I det hele taget er der en overraskende lighed med de argumenter og diskurser, som
har præget højskolen op gennem 90erne i dens søgen efter legitimitet. Der er en dobbelthed
eller snarere indre modsigelse i Betænkningen, hvor den på den ene side søger at
tage afstand fra det faglige sigte, men på den anden side alligevel argumenterer for, at
højskolen også er nyttig.
Faren er, at hovedærindet fortoner sig, jo mere man betoner de faglige sideeffekter. I
stedet for at fastholde kerneydelsen som hovedargument udvikler den erhvervsrettede
nytte sig til den bærende argumentation, og den egentlige opgave står stadig svagere både
i profileringen udadtil og i selvforståelsen indadtil. Det starter fint med, at udvalget
fremhæver det særegne ved i en periode at samle sig ”helt eller overvejende om de almenmenneskelige
spørgsmål.”. Højskolen får bestemt sin helt særegne placering i uddannelsesbilledet:
”Det er udvalgets opfattelse, at der ikke er noget modsætningsforhold mellem faglig undervisning
og almen oplysning. Man støtter uden tvivl den faglige del af uddannelsen ved
at udvide elevernes faglige horisont. I nogen grad kan dette gøres ved at indflette undervisning
af almen karakter i de faglige skolers timeplan. Udvalget finder imidlertid ikke, at
de unges behov for almen oplysning kan dækkes på denne måde. Der vil være brug for, at
man i en kortere eller længere periode af ungdomstiden samler sig helt eller overvejende
om de almen‐menneskelige spørgsmål, og det er denne mulighed, som folkehøjskolen ene
af alle skoleformer tilbyder unge fra 18‐års alderen.” 10
Optakten indeholder også en bredere kritik af nytte‐synspunktet:
”Mange vil anse behovet for den faglige erhvervsorienterede undervisning for det væsentligste
for ungdommen. I en vis forstand er det centrale ved ungdomsårene netop, at de
udgør overgangen fra barn til fuldt medarbejdende erhvervsperson. Faglig oplæring af
den ene eller anden art er derfor en nødvendighed for den unge, der vil finde en plads i
tilværelsen. Man kan imidlertid med nogen ret spørge, om der ikke ofte har været taget
for ensidigt hensyn til den faglige oplæring (..) at den unges personlige udvikling og almene
dannelse er blevet skudt til side” 11
Man er bevidst om, at fagligheden kan tiltrække elever, samt være en gevinst i den indbyrdes
konkurrence mellem højskolerne. Men den faglige erhvervsrettede undervisning
må ikke blive hovedsigtet.
”I vore dage er der et stort antal højskoler, hvor et bestemt fag eller en enkelt faggruppe
optager en særlig plads på timeplanen. Det er tænkeligt at sådanne skoler navnlig søges af
10 Op. cit., s. 40
11 Op. cit., s. 16