DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

96
almen. Tre skoler fik henstillinger om at tydeliggøre, at mindst en tredjedel af undervisningen
er almen. Langt hen blev konklusionen, at det var skolernes markedsføring, der
var uheldig, at man havde glemt at nævne, at der også indgik almene emner i de udbudte
fag med særligt sigte. Ingen skoler blev bedømt til at have overtrådt formålsparagraffens
indholdsmæssige sigte i en grad, som gav anledning til at trække tilskuddet tilbage.
På den efterfølgende formandskonference (formænd for højskolernes bestyrelser) i
København i februar 1996 13 sagde undervisningsministeren:
”Det meste af denne debat kunne være undgået, hvis højskolerne havde været mere præcise
i deres markedsføring. Der har været en tendens til at slå på alt det underholdende
for at trække folk til – og mindre på det oplysende, selv om det altså har været en del af
tilbuddet … hvis højskolerne i for høj grad satser på den merkantile side af virksomheden,
så mister skolerne skatteborgernes agtelse. Og hermed er det økonomiske fundament
truet og skolernes indre frihed er i fare.”
Det er næppe en overdrivelse at kalde den konklusion venlig. Mon ikke markedsføringen
gav et ret præcist billede af de faktiske udbud. Umiddelbart viste stikprøven, at de særlige
fag kunne fylde langt mere end 2/3 af undervisningstiden og at det underholdende
helt dominerede, men det blev forsvaret med, at man havde inddraget almene emner i
fagundervisningen. Under formandskonferencen præciserede undervisningsinspektør
Kjeld Krarup kravene:
”En del højskoler [havde] både sidste år og i år på de korte kurser i for høj grad placeret
det almene uden for den faglige undervisning, f.eks. som kulturelle indslag om aftenen.
Disse skoler har et problem i forhold til højskoleloven.”
På samme konference fremlagde den nye formand for foreningen, Søren Bald foreningens
synspunkter, der i Else‐Marie Boyhus’s referat lød:
”(Søren Bald) pegede på, at foreningen allerede på årsmødet i Ollerup sidste år markerede,
at der skal strammes op, og at der skal leves op til højskolelovens formålsparagraf (..).
først og fremmest må bestyrelsen ikke svigte på indholdet, sommerens debat gik jo netop
på indholdet og ikke på det formelle. Det er kvalitetsdebatten, der er vigtig”
Søren Balds tale på forstanderkonferencen blev i uddrag bragt i næste nummer af Højskolebladet.
”Vi skal slås for skoleformens frihed, men vi må slås nøjagtigt lige så meget for skoleformens
kvaliteter. Hvis friheden skal bruges som dække for lal, så er det en ladeportsfrihed
(..). Det almene skal være levende tilstede – ikke som en påklistret aftenafslutning, hvor vi
for den gode grundtvigianismens skyld synger fra højskolesangbogen eller hører en
landskendt ping tale om vigtige anliggender. Almendannelse foregår ikke bare mellem 20‐
23 via et foredrag, som i øvrigt ikke har med dagens andre sysler at gøre.(..). Her drejer
det sig om at holde kvalitetsfanen højt. Her gør individualiseret færdighedstræning det
ikke ud for højskole. Her klarer man ikke frisag ved bare at sige, at man laver højskole.
Her må man ville andet og mere end bare give folk, hvad de ville have.
Ethvert fag har sine indbyggede muligheder og begrænsninger. Det er højskolens opgave
ved hjælp af fagene at søge de meget højtidelige og smukke ord fra bemærkningerne
13 Se referat fra Formandsmødet i Højskolebladet nr. 8, 1996