DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

14. Fristelser og fare for højskolen 157
14.4 Terapi og socialpædagogiske opgaver
En tredje fristelse, der underbetoner det almene sigte, er endnu mere moderne. Her får
de personlige kvalifikationer overvægt i højskolens tilbud. Det nyttige og erhvervsrettede
er også i centrum, men i en bredere menneskelig forstand end den faglige udskridning.
Man kan her skelne mellem to varianter. Den første variant er rettet mod at ”oplive”
elever, der er tabt på gulvet af systemet. Deres selvtillid, livsmod og lærelyst skal
styrkes, så de kan komme i gang med en erhvervsrettet ungdomsuddannelse, eller
komme i arbejde. Den anden variant er rettet mod særlige ”personlige kvalifikationer”,
som det nye vidensbaserede erhvervsliv efterspørger. Det drejer sig om at udvikle
”stærke kulturelle personligheder” med ”iværksætterånd”. I dette afsnit skal den førstnævnte
variant nærmere belyses.
Denne udskridning fra den ”folkelige oplysning” kan vi kalde ”social oplivelse”. Den
udviklede sig i højskolens ”varmestueperiode” og bestod i at styrke den enkeltes selvfølelse
og selvtillid, livsmod og lærelyst, primært med det sigte, at det oplivede unge menneske
efterfølgende var bedre rustet til at komme i gang med en nyttig uddannelse. Højskolen
skulle oplive restgrupper og udstødte eller blot metaltrætte. Den fik status som
en forskole eller socialpædagogisk institution. Det drejede sig mere om at oplive end at
oplyse.
Denne udskridning legitimeres typisk med henvisning til højskolens sociale og igangsættende
forpligtelse som trinbræt til studier og erhvervsliv. Højskolen forstås som en
form for udvidet grundskole for ”almene menneskelige kompetencer” af social, kulturel
og handlingsmæssig art. Udartningen til direkte terapitilbud har været til stede. Hanne
Hostrup, praktiserende psykolog og gestaltterapeut advarer i Information d. 11. august
1994 imod højskolernes terapikurser. 2
”Hvad bestiller psykoterapi på folkehøjskolerne? Med stigende undren har jeg studeret
annoncer for højskoleophold, hvis indhold rummer en eller anden form for terapi eller terapilignende
aktivitet, og hvis mål er personlig udvikling. (..)
I en tid hvor mange unge står forgæves i kø for at komme ind på uddannelsesinstitutioner,
ser vi, hvordan folkehøjskolen mere og mere glider ind i tomrummet og tilbyder
kompetencegivende kurser. På samme måde træder folkehøjskolen til med terapilignende
aktiviteter i en tid, hvor samfundsforholdene skaber flere og flere fortvivlede mennesker.
De, der stadig leder efter ”løsningen” – og som har opgivet at finde den i samværet
med andre og i arbejdet – leder nu efter den i sig selv. Kurser i personlig udvikling via
astrologi, drømmetydning, indre fantasirejser, kropsterapi etc. giver håb om at finde meningen/løsningen
uafhængigt af det samfundsmæssige liv. I stedet for at oplyse om den
samfundsmæssige årsag til meningsløsheden kan et højskoleophold, der fokuserer på det
indre liv, let blive en virkelighedsflugt og en tandudtrækning på oprørske tendenser. (..)
Højskole er en skole. Den beskæftiger sig med en bestemt måde at formidle viden på.
Derfor kan det være en højskoles opgave at oplyse om psykologiens og terapiens indhold,
funktion og placering i historie og samfund. Men er det en højskoleopgave at foregive at
bedrive terapi/ behandling? (..) Hvis højskolen vil være et alvorligt ment alternativ til den
sparsomme og tvivlsomme offentlige hjælp til mennesker, der lider psykisk, kræver det,
at højskolen siger det højt og fortæller hvorfor og hvordan. Hvis højskolen derimod blot
2 refereret i Højskolebladet nr. 25/26, 1994