DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

5. Mellemspil før 1993-loven 69
Bagved lå dels frygten for indoktrinering, dels en nærmest ubegrænset tillid til princippet
om den såkaldte ”funktionelle indlæring”, et bærende princip i hele den strømning,
som normalt går under navne som reformpædagogik og progressiv pædagogik. Princippet
går ud på, at når eleven har erkendt et problem og påtaget sig en opgave, vil den nødvendige
viden indlæres undervejs. Man skal blot ”lære at lære”.
Det princip har på mange måder været frugtbart. Det har bragt fornyelse, ikke bare i
børneskolen, men også i uddannelserne og i voksenundervisningen indbefattet højskolen.
Men det er fatalt helt at forlade sig på denne teori. Den kan ikke stå alene, uden at man
havner i den ensidighed, som Peter Kemp med et rammende udtryk har betegnet som
”pædagogisk pietisme”. Pietismen bygger jo på den forestilling, at kun det ”indre lys” kan
vejlede mennesket. Og pietismen er nært beslægtet med rationalismen med dens tro på
fornuftens lys. Begge ismer lader alting bero på subjektet.
Den pædagogiske pietisme er, siger Peter Kemp ”en ulykkelig illusion (.). Den tror på
det gode i børnene og de unge. Derved risikerer den, at de overlades til ulvene.” Og videre:
”man taler vidt og bredt om den personlige kommunikation, men tier om de fag, der
skulle levere indholdet. I stedet lader man som om indholdet kan komme fra eleverne
selv. Man tør ikke indbyde dem til en kulturel verden, hvori denne kommunikation kan
finde sted. Kulturen og dannelsen må de arme elever selv finde ud af at skaffe sig. Men er
det da så mærkeligt, at kommunikationen mislykkes” 3
For Henningsen er Højskolen ikke et sted, hvor eleverne bare får rum for at udfolde sig
selv. Højskolen skal udfolde de fælles betydningsammenhænge, der er indlagt i vor historie
og kulturarv. Højskolen skal åbne det fælles op for den enkeltes dannelsesarbejde,
den skal således tilbyde den almendannelse, der er grundlaget for den statsborgerlige
oplysning, for den ”politiske dannelse”.
”Der tales i disse år uhyre meget om etik og ansvarlighed. men hvis dette skal blive til andet
end tom moraliseren, må der også oplyses om de betydningssammenhænge, mennesker
befinder sig i. Har man kun sin abstrakte ansvarlighed eller samvittighed og derudover
kun sammenhængsløsheden foran sig, vil det være komplet umuligt at finde anvendelse
for ansvarligheden. Ansvarlighed forudsætter sammenhæng og orientering.” 4
Den samfundsmæssige udvikling har ikke gjort denne hovedopgave for højskolen, der
tegnes med almendannelse og politisk dannelse mindre aktuel. Tværtimod.
”Situationen er paradoksal. For på trods af en udbredt passivitet og tilbøjelighed til at
trække sig tilbage til det nære og private og trods en tilsyneladende begrænset forståelse
af den nutidige relevans af folkeoplysningen i højskolens forstand har det dog aldrig været
mere indlysende rigtigt end netop i dag, hvad Grundtvig i sin tid sagde om den folkelige
oplysnings nødvendighed. ja, disse tanker er på en måde mere aktuelle i den nuværende
situation, end tilfældet var dengang.
I dag melder sig spørgsmål efter spørgsmål af dybt alvorlig karakter, som ingen enkelt
instans i samfundet kan afgøre alene. Samtidig er det spørgsmål, man ikke kommer uden
om at tage stilling til i samfundet (..). Spørgsmål, hvor det ikke er nok bare at lytte til sagkundskaben
eller organisationer eller interessegrupper. Der må en grundigere behandling
til, og denne kan ifølge sagens natur kun have form af en folkelig samtale, eller med
Grundtvigs udtryk – ”vekselvirkning” (..). Ingen videnskab, intet parti, ingen kirke, ingen
3 Peter Kemp: ”Lærer‐kultur” i ”Lærervisioner”, 1985, s. 173 ff.
4 Hans Henningsen: ”Højskolens fronter”, s. 33