DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

15. Højskolens særegenhed 161
15. Højskolens særegenhed
Peter Olesen, journalist og forfatter har givet en klar bestemmelse af højskolens egenart:
”Jeg har kun gæstet en række danske højskoler, har aldrig været på et egentligt højskoleophold,
men alligevel bilder jeg mig ind, at jeg fornemmer både ånden bag og den dybere
mening med dem (..). Om end jeg er en strejfer, er jeg vel – i min egen opfattelse – en, der
nærer dyb respekt for højskolen som institution, som ide og som levende, åndelig og almentdannende
særskole i Danmark. I virkeligheden en helt sjælden form for dannelsesskole
– set på verdensplan.” 1
Peter Olesen bestemmer her højskolen som ”en åndelig og almentdannende særskole ‐
en helt sjælden form for dannelsesskole”. Den særegenhed må fastholdes, når vi søger at
bestemme højskolens eksistensberettigelse og legitimering i forhold til det øvrige uddannelsessystem.
Vor undervisningsminister Margrethe Vestager var inde på samme
tankegang i hendes indlæg på konferencen om ”Højskolen som brobygger” på Ry Højskole
den 11. juni 1999. Som højskolebladets redaktør Niels Højlund fremhævede i reportagen
fra konferencen, så
”var det politiske budskab i Margrethe Vestagers tale dog utvetydigt, at højskolen kun har
eksistensberettigelse netop ved at være højskole. Vil højskolen være sig selv og tage sig
selv alvorligt, vil den være en kontroversiel og debatskabende skoleform, som tør stå ved
forpligtende holdninger og synspunkter, og vil den gøre de værdier og det menneskesyn,
den enkelte skole står for tydeligt for omverdenen i et alment tilgængeligt sprog, så er
højskolen vigtig i et samfund, der er truet af markedskræfternes individualiserende og
privatiserende virkning. Som blot en forlængelse af disse kræfter kan den være ligegyldig
og er i hvert fald ikke nogen offentlig støtte værd.” 2
Fremhævelsen af højskolens særegenhed var en selvfølgelighed i tidligere tider. I opslags‐værket
Danmarks Kultur ved Aar 1940 lyder det:
”Højskolen er en fri skole; der stilles ikke fra statens side noget krav om et bestemt livssyn,
der skal bære undervisningen (..). Til trods for at højskolerne modtager endog meget
betydelig offentlig støtte, er deres frihed til selv at vælge livsgrundlaget for deres virksomhed
så fastslået og sikret, som var dette fastsat i en grundlovsparagraf. Højskolen vil
såres i sin livsnerve, om dette forhold lod sig ændre.” 3
Dengang var der ikke indre tvivl om identiteten eller problemer med legitimiteten udadtil.
Bemærk at ”livssyn” og ”livsgrundlag” er hovedordene for højskolens virksomhed.
15.1 Kerneydelse
Højskolens eksistensberettigelse ligger i dens enestående mulighed for og evne til at tilbyde
en moderne almendannelse. Det hænger sammen med:
1 Peter Olesen. ”Mig og højskolen”, Højskolebladet nr. 18, 1997.
2 Niels Højlund: ””Og ret forstå, hvad tiden vil – men ikke tro dens løgne”, Højskolebladet nr. 20, 1999.
3 Danmarks Kultur ved Aar 1940, bind 6, udgivet af Det danske Forlag, 1942. Fra afsnit om højskolerne.