DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

6. Højskoleloven 1993 89
Undervisningsministeren svarede ikke direkte på spørgsmålet, men sagde dog, at
”vi er ganske enige med fru Eva Møller i, at det væsentligste for danske folkehøjskoler er
at drive højskole og ikke kursusvirksomhed, og det er selvfølgelig også derfor, at udgangspunktet
er de lange kurser, og det er også dem, der vægter på tilskudssiden, men de
korte kurser er et nyt indslag i højskolebilledet og giver mulighed for (..) at nye grupper i
befolkningen stifter bekendtskab med højskolen.”
Argumentet var således, at de korte kurser kan give nye kontaktflader for højskolerne,
og det kan på sigt også styrke de lange kursers højskolevirksomhed. Ole Vig bliver her
advokat for den store regeringspartner, der gerne ville give en hånd til arbejderbevægelsens
tillidsmandskurser. For reelt vil åbningen for en øget kortkursusvirksomhed blot
betyde, at højskolerne laver flere korte kurser og mindre højskole. Det kan måske styrke
omsætningen og deltagergennemstrømningen, men på ingen måde højskolernes egentlige
virksomhed. Igen ser vi, at støvets krav tvinger ånden på retræte.
I forbindelse med høringssvarene til Folketingets uddannelsesudvalg, der indgik i arbejdet
med Betænkningen efter 1. behandling er det værd at nævne, at FFD i høringssvaret
fra 26. maj 1993 anbefaler, at man på linie med flertallets indstilling i Betænkningen
opretholder
”bestemmelserne om mindst kursusenhed på 4 sammenhængende døgn med mindst 4
hele undervisningsdage og med den tilskudsvægt (fordi) denne nyskabelse vil give mulighed
for at tilrettelægge andre typer af kurser rettet mod erhvervsaktive og mod en aktiveringsindsats
over for ledige”.
Det fremgår ikke, hvorledes FFD mener, at kortkurser for erhvervsaktive og ledige kan
og skal indfri det almene hovedsigte, men baggrunden er, at FFD ønsker, at højskolerne
kan få mulighed for at lave kurser under BFU/VUS. Det er ønsket om nye markeder og
ikke en sikring af ånd og sigte, der har bestemt FFDs indstilling. Det viste sig siden at blive
et ubetydeligt for ikke at sige forsvindende lille marked.
Det oprindelige lovforslag gik således igennem behandlingen til endelig lov bortset
fra nogle mindre tekniske ændringer omkring tilskudsforholdene. Efter lovens vedtagelse
fandt undervisningsminister Ole Vig Jensen under højskolernes årsmøde august 1993
på Ryslinge Højskole anledning til understrege, at det almene sigte skal tages alvorligt,
selvom det kun fik tildelt en plads på en tredjedel af undervisningen. 8
”Det vil fortsat være en debat værd at afgrænse, hvordan hovedsigtet nås. Den nye lov taler
om kurser, hvor der er almendannende undervisning og samvær. Helt i overensstemmelse
med, hvad der er gældende praksis. Vi vil også i fremtiden skulle føre en intens og
til tider skarp debat om grænserne for den almendannende undervisning. Nogle vil sikkert
sige, at det almene ikke kender nogen grænser. Men det er forkert. Det er netop
grænserne, der er det interessante.”
Det var profetisk tale. De efterfølgende år blev højskolernes almene sigte eller mangel på
samme et varmt emne i den offentlige debat. I forslaget til den nye højskolelov, som nu
skal til 1. behandling i januar 2000 er denne grænsesætning et helt afgørende punkt, og
det har allerede givet anledning til en skarp debat, og den vil sandsynligvis skærpes, når
den nye lov skal udmøntes i praksis.
8 Ole Vig Jensen: ”Undervisningsministerens tale ved højskolernes årsmøde”, Højskolebladet nr. 26, 1993