DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

11. Instrumentel fornuft og bløde kompetencer 135
Fra starten af 90erne var højskolerne i udtalt grad præget af anfægtelser om deres
virksomhed. De sidste årtiers gennemslag for den ”personlige oplysning”, hvor kvalificering
til en meningsfuld fritid var i højsædet, gav indre identitetsproblemer: Levede højskolen
op til traditionens selvforståelse, den idebårne folkelige oplysning, det almendannende
sigte? Selvransagelsen kom bl.a. til udtryk i debatten om den nye højskolelov
fra 1993, ligesom loven angav en mindre styrkelse af højskolens almene sigte. (se tidligere
hovedsnit I, kapitel 7.5)
Midt i 90erne blev Højskolen samtidig i stigende grad angrebet i offentligheden og af
politikerne for ikke at leve op til sit formål, den folkelige oplysning. Det angreb fik mæle
samtidig med at de samfundsøkonomiske konjunkturer vendte, ledigheden faldt og fritids‐samfundet
forsvandt fra dagsordenen. Nu begyndte der at blive mangel på unge veluddannede
til det nye postindustrielle erhvervsliv. Alfa og omega i den social‐ og uddannelsespolitiske
debat var at få alle unge i gang med en nyttig erhvervsrettet uddannelse.
Højskolens rolle som ”varmestue” for henviste elever mistede betydning og status.
Den var ikke længere fredet: Enten måtte den sikre folkelig oplysning, eller også måtte
den blive mere nyttig. Samtidig talte det nye vidensprægede erhvervsliv i stigende grad
om behovet for medarbejdere med ”bløde kvalifikationer”, og indenfor organisations‐ og
managementteori blev det nye mantra: Human capital, teambuilding, human ressource
management, den lærende organisation, værdibaseret ledelse, kvalitetsudvikling via kulturstyring
og selvstyrende medarbejdercirkler. Man fik øje for sammenhængen mellem
den danske kultur og sociale mentalitet og de personlige kvalifikationer, videnssamfundet
efterspurgte. Man begyndte at tale om, at Grundtvig skulle med i direktionen.
På det tidspunkt, hvor højskolen var i knæ, plaget af indre krise og ydre kritik og truet
på levebrødet af de faldende elevtal, kom der nye røster fra erhvervslivet, der værdsatte
højskolen for dens kompetencegivning af ”bløde kvalifikationer”. Måske skulle højskolen
finde en ny opgave? Måske oven i købet sin samfundsmæssige legitimering i at producere
”bløde kompetencer”, der kunne bruges af det danske erhvervsliv i dets konkurrence
på det nye globale vidensbaserede verdensmarked og således også bidrage til at sikre
velfærdssamfundets fortsatte beståen.
Den dagsorden prægede også FFD’s store kompetenceprojekt, der startede i efteråret
1995 og løb frem til efteråret 1997, og den var med i det efterfølgende projekt ”Højskolen
i det nye uddannelsesbillede”, hvor de prioriterede forsøgsprojekter var samarbejde
med erhvervslivet om kortkurser, der kunne skabe ”bløde kvalifikationer”.
Samme dagsorden var med i de planer, som undervisningsministeriet i samarbejde
med arbejdsministeriet og finansministeriet. lancerede i 1996 om en samordning af voksen‐
og efteruddannelserne i et parallelt kompetencesystem for voksne. Et formelt kompetence‐givende
system, hvor højskolerne også var tildelt en rolle, der bestod i at tilbyde
moduler til udvikling af ”personlige kvalifikationer”.
En tilsvarende dagsorden prægede det informationsprojekt, som Højskolernes Sekretariat
iværksatte i foråret 1997, og det tillader jeg mig at sige på baggrund af, at jeg blev
ansat som konsulent og koordinator for det. Informationsprojektet drejede sig om at
styrke en dialog med erhvervslivet og de formelle uddannelser om de kompetencer, som
højskolen kunne tilbyde, og samtidig var det opgaven at sikre højskolen en placering i
det planlagte parallelle kompetencesystem, som var på tegnebrættet. Jeg siger ikke, at