DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

30
Endvidere hævder Ehlers, at 1942‐loven ikke beskrev noget indhold, men kun en pædagogisk
form, det indholdsløse ”almendannende”. Det virker helt fejlagtigt, for i Bemærkningerne
til 1942‐loven er forkyndelse af livssyn og holdningsdannelse helt afgørende
for forståelsen af det almendannende. Det drejer sig ikke om at lære kritisk stillingtagen
og selvstændig tænkning, som det almendannende er forfaldet til at betyde i
nyere gymnasial sammenhæng. Det drejer sig om, at eleverne via mødet med læreren og
stoffet får styrket sit livssyn, sine personlige holdninger og dermed sin personlighedsudvikling.
Med andre ord om, at eleven møder indhold og holdning, og netop ikke pædagogisk
form. Den er ligegyldig, den berøres ikke i loven eller bemærkningerne.
I 1942‐loven udtrykkes med flere og mere præcise ord den indholdsmæssige opgave,
som stadig om end i mere kort form også udtrykkes i 1993‐loven, nemlig: Oplysning om
de folkelige fællesskaber, tolkning af tilværelsen og meningen med livet. Med sin tolkning
har Ehlers på forhånd udelukket sig selv fra at se 1942‐lovens afgørende bud på højskolens
kerneopgave og særegne placering i uddannelsesbilledet. Det er han ikke ene om.
Det virker som om, at dette højdepunkt i højskoletraditionens bestemmelse af højskolens
opgaver er glemt, og den er således uden betydning for den aktuelle afklaring. Desværre.