DEN SÆREGNE HØJSKOLE - Interfolk, Institute for Civil Society

13. Almendannelse 149
stærkere i dialogen med samfundet og det øvrige uddannelsessystem, hvis formålsbestemmelse
havde været ”almendannelse”.
For det første er det for nemt at lægge alting og ingenting ind i begrebet ”folkelig oplysning”,
og det gør det nemmere at omtale højskolens kerneydelse som en ”hemmelighed”,
som noget der ikke kan forklares, men må opleves.
For det andet giver begrebet nemt anledning til, at man finder sine rødder og identitet
i højskolebevægelsens første generationers snævre nationale‐kristne oplysning, og
overser de følgende generationers bredere humanisme, hvor ”almendannelse” var nøgleordet.
Generationer, der trods alt står os nærmere, og som har mere at sige os i dag.
For det tredje kan begrebets eksklusive nationale baggrund nemt lukke af for en dialog
med den bredere europæiske dannelsestradition, som højskolen også har rødder i.
Denne tredje grund skal her belyses lidt nærmere. Ove Korsgaard har antydet, at behovet
for national afgrænsning overfor EU kan have spillet ind, da man i 1993‐loven forlod
begrebet almendannelse til fordel for folkelig oplysning. I anmeldelsen af ”Horisont og
pejling – en debatbog om dannelse i 1990erne" fremhæver Korsgaard artiklen Fra halvmoderne
til helmoderne af Hans Hauge som den mest provokerende og perspektivrige.
Hans Hauge beskriver først det skifte fra europæisk dannelse til national dannelse, der
brød igennem for omkring 150 år siden parallelt i de fleste europæiske lande. Og den
modsatte proces er nu i gang. Korsgaard skriver:
”Ifølge Hans Hauge er vi nu i en proces, hvor der sker det modsatte af, hvad der skete for
150 år siden. Dengang var det det europæiske, der blev fortrængt af det nationale; nu
vinder det europæiske igen frem på bekostning af det nationale. Ifølge hans Hauge tyder
den stærkt stigende interesse for filosofi, opera og almen dannelse på det. Disse tre ting
har nemlig ”det fælles europæiske” til fælles. Ifølge Hans Hauge er skolen allerede godt i
gang med at danne en europæisk identitet. Og midlet er ”almendannelse”, der altid har
henvist til en fælles europæisk kultur.
Herefter funderer Korsgaard over, hvorfor netop højskolen smed ”almendannelse” ud på
det tidspunkt, hvor den var ved at blive efterspurgt andre steder.
”Dog er det ikke alt, der i disse år peger i retning af en genopdagelse af den almentdannende
dannelsestradition. I den nye højskolelov, f.eks. er formålet for højskolen blevet
ændret fra ”almentdannende undervisning” til ”folkelig oplysning”. Hvorfor nu det? Og
hvorfor netop nu?
Er der tale om at højskolen nu langt om længe i loven har fået en formålsparagraf, der
svarer til det idegrundlag, som højskolen altid har haft? Er der tale om at højskolen nu ruster
sig til et nyt opgør med et dannelsesbegreb, der bygger på almen dannelse. Er der tale
om støtte til en stærk tradition i højskolen for at forholde sig med dyb skepsis til en
dannelseslære, der rummer forestillinger om det fælles europæiske?”
Den officielle grund var klart nok, at ”almendannelse” var ”ufolkelig” og præget af oplysningstidens
idealer om at bære fornuften ud til folket. Almendannelse mindede ifølge
kritikken mere af ”folkeoplysning” ovenfra end af ”folkelig oplysning” nedefra. Men disse
begrundelser var uden hold i virkeligheden. Der er heller ikke tale om, at højskolen nu
”har fået en formålsparagraf, der svarer til det idegrundlag, som højskolen altid har haft”.
Den tolkning er kun mulig, såfremt man vil afvise højskolens hovedstrømninger efter 1.
verdenskrig til og med klassikeren ”Højskolen til debat, 1961” som værende uden re‐